Joachim og Marie uddeler fornem pris

Det var en stor dag for kunsthåndværk, da der tirsdag blev uddelt Wegner Prisen.

Udgivet Opdateret

Prins Joachim og prinsesse Marie havde begge fundet vejen til deres gamle jagtmarker, da de tirsdag var i Tønder. Parret skulle nemlig uddele den eftertragtede Wegner Pris, som er opkaldt efter byens søn.

–   Jeg har glædet mig til at komme her i dag. Det giver min familie og jeg lejlighed til at besøge Tønder, som alle nok ved er et område, som vi alle har stærke bånd til og holder meget af, udtalte H.K.H Prins Joachim og fortsatte:

–   Men jeg har også glædet mig til atter at deltage i uddelingen af Wegner Prisen, fordi dagens prisuddeling hylder en dansk arkitekt, som siden 1940erne har spillet en stor rolle – og fortsat gør     det, både herhjemme og ude i den store verden.

Med hæderen fulgte et diplom, en kontant pengepræmie og en Wegner-lænestol af modellen GE284, som prismodtagerne stolt modtog.

Prisen blev givet til A. Petersen Collection & Craft, der er et hus for kunsthåndværk og design i det centrale København. Huset er særlig kendt for sin formåen til at få kunsthåndværk og design til at komme til live i en smuk og levende blanding af arbejdende værksteder, salg og formidling på højt internationalt niveau, skrives der i en pressemeddelelse.

Wegner Prisen blev skabt i 2015 i anledningen af Hans J. Wegner ville være fyldt 100 år. Prisen er blevet uddelt i alt fem gange og gives til en designer eller institution, der har bidraget væsentligt til nordisk designudvikling eller en person, som bidrager til at udbrede kendskabet til Wegners virke.

Powered by Labrador CMS