Kæmpede sig tilbage: Kan nu fejre rund dag
En motorcykelulykke satte en stopper for Jason Watts lovende karriere i 1999, men racerkøreren, der 24. februar fylder 50 år, har kæmpet sig tilbage til livet.
Man kender ham i kørestolen med et stort Colgate-smil om munden.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Men stolen er der af en grund, og bag Jason Watts umiddelbare optimisme ligger en masse modgang, som har fået racerkøreren, der mandag den 24. februar fylder 50 år, til at kæmpe sig tilbage til livet.
En oktoberdag i 1999 ændrede alt sig nemlig for den dengang 29-årige racerkører, der havde en lovende karriere foran sig.
Jason Watt var på en fotoopgave for et motorcykelmagasin, da han styrtede på sin private motorcykel.
Efter fem dage i koma vågnede han på Rigshospitalet, hvor en læge fortalte ham, at han aldrig ville komme til at gå igen. Watt var blevet lam fra brystkassen og ned.
– Der var mit liv faktisk slut. Karrieren sluttede, og livet sluttede, som jeg så det, har Watt udtalt i en dokumentar for bilfirmaet Ford.
Startede i gokart
Livet som racerstjerne tegnede ellers lyst for Watt, der begyndte karrieren i ungdomsklubben Viadukten i Roskilde, hvor han kørte gokart.
For at komme videre i sin sport valgte den unge Watt at sælge sit stereoanlæg og sin gamle bil for at købe sig til et par motorløb i England.
Det blev starten på en lynkarriere, hvor han bandt andet kom i stald hos Alfa Romeo, for hvem han i 1996 kørte en sæson i det internationale standardvognsmesterskab (ITC).
Derfra gik det kun fremad, og i 1999 toppede karrieren, da han i det internationale Formel 3000-mesterskab sluttede på andenpladsen efter sejre i årets sidste løb.
En præsentationstur i USA var planlagt, og målet var en plads i det amerikanske ChampCar mesterskab som et springbræt til en Formel 1-karriere.
Inden da skulle Watt dog lige på fotoopgave for motorcykelmagasinet.
Fra sygesengen og kulkælderen nægtede Jason Watt at give op. Da han hørte om racerbiler, der kunne styres udelukkende med hænderne, vendte optimismen tilbage, og Watt vendte tilbage som racerkører i 2000.
To år senere, efter massiv genoptræning, vandt han det danske mesterskab DTC og blev den første i verden med et handicap til at vinde et nationalt mesterskab i motorsport.
Dermed fortsatte Watts karriere som racerkører i en årrække, og i dag holder han blandt andet foredrag om sit liv i med- og modgang.
Jason Watt har været gift tre gange og har tre børn.