Kærligheden sejrede

Kærligheden var der, men familiens velsignelse var svær at få. Esben Svane blotlægger en svær tid i nye sange

Den 33-årige musiker Esben Svane har brugt tid på at spille størstedelen af instrumenterne, der indgår på hans ep, “Du Valgte Mig”. Den udkommer 7. maj. – Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Den 33-årige musiker Esben Svane har brugt tid på at spille størstedelen af instrumenterne, der indgår på hans ep, “Du Valgte Mig”. Den udkommer 7. maj. – Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

I et mørklagt soveværelse på Sydsjælland lyser en mobiltelefon rummet op.

Musikeren og sangskriveren Esben Svane begynder at skrive en sms.

Beskeden er til hans forlovede, trommeslageren fra bandet L.I.G.A., Ihan Haydar, som ligger i et andet værelse i det samme rækkehus i Gelsted.

– Forstår du, hvad der sker lige nu?! Forstår du noget af det her?, skriver han til hende.

– Nej, overhovedet ikke! Det er så uvirkeligt!, svarer hun tilbage.

Den aften indser Esben Svane og Ihan Haydar, at kampen for en accept af deres kærlighed endelig er der.

En kamp – som har stået på i små to år – har fået en lykkelig afslutning. De kan endelig leve som et par uden frygt for omverdenens reaktioner og fordømmelse.

– Nu er der lys for enden af tunnelen, siger Esben Svane til sig selv den aften.

Parrets kamp for kærligheden er omdrejningspunktet for 33-årige Esben Svanes nye ep, “Du Valgte Mig”, som udkommer den 7. maj.

Første gang

Det er første gang, at han fortæller sin version af den turbulente tid, hvor hans store kærlighed fik livets svære spørgsmål til at trænge sig på, og hvor han konverterede til islam for at kunne komme til at leve med kvinden i sit liv.

– Der har været en susende følelse i min krop i flere måneder. Så jeg glæder mig til, at ep’en kommer ud, fortæller Esben Svane.

– Jeg håber, at den kan sende et budskab om, at man skal kæmpe for kærligheden og for den, man vil være sammen med, uanset etnicitet, religion og baggrund, siger han.

“Du Valgte Mig” er Esben Svanes første dansksprogede udgivelse, men langtfra hans første interaktion med musikken.

I 2011 vandt han som trommeslager i bandet A Friend In London Dansk Melodi Grand Prix, hvilket efterfølgende gav ham muligheden for at producere sine egne sange på engelsk.

Siden tog han blandt andet også på turné som support for Thomas Buttenschøn.

Passionen

Netop passionen for musikken og særligt trommerne var i sin tid dét, der bragte Esben Svane og Ihan Haydar sammen.

Det var lørdag, og forberedelserne til melodigrandprixet i 2012 i Aalborgs Gigantium var i gang.

Sangerinden Soluna Samay var blandt finalisterne og skulle lave prøver inden aftenens show.

A Friend In London, som havde vundet konkurrencen året forinden, var også til stede for at underholde publikum i pausen.

Esben Svane og bassisten Aske satte sig på nogle af de forreste rækker i salen, da sang nummer ni – Soluna Samay – skulle i gang.

– På scenen sidder der en pige ved trommerne, der bare laver de sygeste tricks med stikkerne. Og jeg siger til Aske ved min side: “Hvem fuck er det der?”

– Hun så virkelig så charmerende ud, og hun havde også en fantastisk udstråling. Jeg sad og tænkte, at det var rimeligt badass, at hun bag trommerne sad med den attitude, erindrer Esben Svane.

Stoppede ikke

Backstage begyndte Ihan Haydar og Esben Svane at snakke sammen. Og samtalen stoppede ikke, selv om Ihan Haydar vandt Dansk Melodi Grand Prix med Soluna Samay.

– Efter at hun havde vundet og havde fået taget pressebilleder, kom Ihan ned til mig. Så satte vi os ved et trommesæt og viste hinanden sticktricks. Vi talte om det at spille trommer, fortæller Esben Svane.

Og lige dér opstod der sød musik i ordets bogstavelige forstand.

Der var mere end bare en fælles passion og en uskyldig flirt. Det var ægte kærlighed, men på visse punkter viste den sig at være problematisk.

Er muslim

Ihan Haydar er muslim, og en dansk fyr harmonerede ikke med hendes families forventninger og traditioner.

– Vi måtte ikke blive set nogen steder på gaden, da Ihan ikke var klar til at præsentere mig for sine forældre. Så vi skulle hele tiden skjule os. Hendes forældre ringede bogstavelig talt hver halve time til hende, fortæller Esben Svane.

– De spurgte Ihan, hvor hun var, hvem hun var sammen med, og hvornår hun kom hjem. Så vi skulle lyve hele tiden. Hver eneste gang, vi var sammen.

For parret var rammerne for kærligheden som at leve i et spind af løgne.

Det stod på i mere end halvandet år.

Til sidst kunne de ikke udholde hemmelighedskræmmeriet mere, for det eneste, de havde lyst til, var at vise hele verden deres kærlighed.

For kærlighedens skyld

Esben Svane besluttede at gå Ihans familie i møde for kærlighedens skyld og konverterede til islam. Samtidig var et giftemål også nødvendigt for forholdet.

– Jeg var klar til at tage det skridt at blive gift, siger Esben Svane og fortsætter:

– Jeg havde fået hjælp af de sympatiske folk i Dansk Islamisk Center på Nørrebro for at blive muslim. De hjalp desuden også til, at jeg fik spurgt om Ihans hånd på den rigtige måde.

– Jeg ville være sikker på, at hendes familie ikke kunne bruge dét som et argument for, at vi ikke kunne blive gift.

Derfor måtte han præsentere sig for Ihans familie.

Han lavede en mappe med tekster og billeder om sit liv og sin familie og fik det oversat til arabisk.

Mappen afleverede Ihan til sin familie. Den skulle også være et bevis på hans oprigtige kærlighed til hende over for familien.

Ville han giftes med Ihan, skulle hans intentioner være krystalklare.

Tvang hende

Forældrene var glade for mappen. Men Ihans storebror vendte forældrenes syn.

En efterårsdag ringede Esbens mobil, og Ihan var i røret. Hun fortalte, at familien havde tvunget hende til at træffe et valg efter en samtale med storebroren.

Hun skulle vælge mellem dem og Esben.

– Hun var helt grædefærdig, kunne jeg høre. Den var helt gal. Og hun fortalte, at hun var på vej til mig, fortæller Esben Svane.

Kort tid efter ankom Ihan til Esbens lejlighed.

– Jeg synes, det var vildt, at hun valgte mig. Det er også det, som ligger i titlen til ep’en. Jeg kan huske, at jeg også var meget smigret, for det er jo et meget drastisk valg.

– Det var en meget stor følelse at sidde med, fortæller han.

Helvedsugerne

Efter Ihans valg fulgte en periode, som Esben kalder for “helvedesugerne”.

Parret måtte søge ly hos hans forældre i Jylland, fordi Ihan var løbet hjemmefra.

– Hos mine forældre sad Ihan og jeg og græd. Vi var meget ulykkelige. En gang imellem talte Ihan i mobil med sine forældre. Eller, hun nærmest råbte af dem.

– Ihan var jo den første af deres børn, som havde sagt dem imod, og det var en kamp, som hun vidste, hun måtte tage, fortæller Esben Svane.

Efter helvedesugerne tikkede en anmodning ind.

Havde ikke sovet

Ihans mor ringede og sagde, at hendes far ikke havde sovet, siden hun var taget afsted fra familien. Hendes mor sagde også, at forældrene ville tale med parret i familiens rækkehus i Gelsted.

Esben Svane og Ihan Haydar satte kursen mod Sjælland, fulde af frygt for fremtiden.

– Da jeg er kommet ind og tager mine sko af, kan jeg mærke hjertebanken. Lige inden jeg møder hendes fars blik, går der masser af tanker gennem mit hoved. Hvordan vil han mon reagere på, at jeg kommer her i hans hus?

– Men han slår armene ud og krammer mig. Jeg fatter ingenting og tænker, at det er for godt til at være sandt!, siger Esben Svane.

Ihan Haydars forældre fortæller parret, at hvis de ville leve sammen, skal de giftes.

Der er intet, de hellere vil.

Bryllup to dage senere

Hvis der skal en underskrift til, for at de kan få lov til at være sammen under normale omstændigheder, så er de klar på det.

Efter en kort opringning til Dansk Islamisk Center fik Esben Svane arrangeret, at brylluppet allerede kunne stå to dage senere.

I dag er det over syv år siden, at parret blev gift.

Og siden dengang, de gav hinanden deres skæbnesvangre ja, har de levet et autentisk liv uden hemmeligheder og frygt, og hvor der har været god plads til at udfolde deres kærlighed og deres kunst.

Ihan Haydar har hele tiden støttet Esben Svane i hans musikalske drømme og vice versa.

Når coronasituationen tillader det, håber Esben Svane, at han og Ihan Haydar kan turnere landet rundt og fortælle deres historie og spille sange fra ep’en.

– Jeg kan godt lide tanken om, at publikum både kan komme for at høre foredraget, men også musikken, siger han.

“Du Valgte Mig” udkommer den 7. maj.

Powered by Labrador CMS