Kamilla Rytter Juhl har fødselsdag

Hun er en af verdens bedste med en badmintonketcher i hånden. Hun er kæreste med sin doublemakker - og så fylder hun 34 år i dag. Stort tillykke til OL-sølvvinderen fra Skagen.

Den største gevinst har indtil videre været sølvmedaljen ved OL i Brasilien i 2016. Her vandt Rytter Juhl og Pedersen i den grad også publikums hjerter. Foto: Ruben Sprich/Scanpix (Arkivfoto)
Den største gevinst har indtil videre været sølvmedaljen ved OL i Brasilien i 2016. Her vandt Rytter Juhl og Pedersen i den grad også publikums hjerter. Foto: Ruben Sprich/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Kamilla Rytter Juhl har fødselsdag.

Hun er vandt til at trække sig sejrrigt ud af kampe, hvor der er en fjerbold involveret. Kamilla Rytter Juhl er en ørn på en badmintonbane.

Og senest har Kamilla Rytter Juhl også vundet folkets respekt, efter hun fortalte offentligt, at hun siden 2009 har været kæreste med sin kvindelige badmintonmakker.

Torsdag fylder OL-sølvvinderen 34 år – og hun er “still going strong”, som man siger.

Badminton eller svømning

– Badminton startede for mig da jeg var helt lille. Min mor var træner i Skagen Badmintonklub og jeg sad i barnevognen imens, beskriver fødselaren på sin hjemmeside.

I ungdomsårene dyrkede hun både badminton og svømning på højt plan – men da der skulle træffes et valg, måtte svømning ud.

Karrieren begyndte i Skagen, men som 16-årig rykkede Kamilla Rytter Juhl til Aalborg – og et år senere til Aarhus.

Som 19-årig blev hun en del af landsholdet, der har sine træninger i Brøndby.

Har næsten vundet det hele

Kamilla Rytter Juhl har været med ved tre olympiske lege – og det blev til sølvmedalje i damedouble sammen med Christinna Pedersen.

Dagens fødselar har altid været specialist i double, og har både vundet turneringer i dame- og mixeddouble.

Således blev hun i 2009 verdensmester sammen med Thomas Laybourn – og hun har også en håndfuld europamesterskaber bag sig.

Danner par i privatlivet

Den 183 centimeter høje sportskvinde spiller i dag i Skovshoved Badminton Klub.

– Der har været mange gode øjeblikke i min karriere, med VM-guld, VM-sølv og VM-bronze,  bekræfter Kamilla Rytter Juhl.

Hun understreger dog, at de største oplevelser som badmintonspiller klart har været deltagelsen ved de tre olympiske lege.

I 2017 offentliggjorde makkerparret Rytter Juhl og Pedersen via udgivelsen af en biografi, at de også danner par i privatlivet.

Powered by Labrador CMS