Kobe Bryant og datteren hemmeligt begravet
Ifølge Fox 11 og Los Angeles Times er Kobe Bryant og hans datter blevet begravet ved en privat ceremoni.
Den afdøde basketballstjerne Kobe Bryant og hans 13-årige datter Gianna Bryant er blevet begravet ved en privat ceremoni.
Det skriver medierne Fox 11 og Los Angeles Times, der har set Kobe Bryants dødsattest.
Ceremonien blev angiveligt afviklet i hemmelighed i Pacific View Memorial Park, der ligger tæt på deres hjem i Californien, fredag 7. februar.
Kobe og Gianna Bryant samt syv andre personer omkom 26. januar, da de befandt sig om bord på en helikopter, som styrtede i byen Calabasas, som ligger omkring 40 kilometer vest for Los Angeles.
Politiet efterforsker fortsat omstændighederne omkring styrtet.
En af de største nogensinde
Kobe Bryant er en af de største navne i amerikansk basketball gennem tiderne, og han spillede i hele sin karriere for klubben Los Angeles Lakers, indtil han stoppede karrieren i 2016.
I løbet af sin 20-årige karriere, som begyndte i 1996, vandt Kobe Bryant fem NBA-mesterskaber. Han spillede 1346 kampe i NBA.
Den tragiske ulykke fandt sted, mindre end et døgn efter at Bryant var blevet overhalet af den nuværende Lakers-stjerne LeBron James på alle tiders topscorerliste.
På 20 sæsoner scorede Kobe Bryant 33.643 point i grundspillet. Foruden LeBron James er det kun Kareem Abdul-Jabbar og Karl Malone, der har scoret flere point gennem historien.
24. februar finder en offentlig ceremoni sted i Staples Center, der blandt andet er hjemmebane for Los Angeles Lakers.