Kongehusekspert: Chok kan vente danskerne

Danskerne risikerer at få sig et chok, når dronningen holder sin nytårstale i år. Det mener en kongehusekspert.

Udgivet Opdateret

Når dronning Margrethe den 31. december klokken 18 taler til danskerne i nytårstalen, kan der vente et chok.

Det mener kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen:

– Jeg anser det for muligt at dronningen siger hun abdicerer. Næste år bliver kronprins Frederik jo 50 år. Han er vel så parat, som han kan blive til at blive konge. Prins Henriks demenssygdom er blevet offentliggjort. Så det kan pege i den retning, siger Sebastian Olden-Jørgensen til Kendte.dk.

Dronningen er pligtopfyldende

Han tilføjer, at dronning Margrethe er et pligtopfyldende menneske. Dronningen vil gøre det, som hun anser som sin pligt over for landet og embedet.

Dronning Margrethe har i tidligere interviews slået fast, at hun ikke abdicerer:

– Det har dronningen sagt af flere grunde. Det vil jo være et brud på traditionen. For det andet er der jo ingen ledere der siger, at de går af, inden det nærmest er i overmorgen. Hvis hun abdicerer vil hun naturligvis give et vist varsel, forklarer kongehuseksperten.

Balance mellem hensyn

Han mener ikke man skal lægge så meget i, at dronningen har afvist at hun abdicerer:

– Jeg ser det mere som en balance mellem de forskellige hensyn hun skal tage – altså hvordan tjener hun Kongehuset og landet bedst. Det har hun indtil videre været helt overbevist om, at det var at følge traditionen – og ære beredt på at dø stående, siger Sebastian Olden-Jørgensen til Kendte.dk.

Kongehusekspert: -Det oplagte tidspunkt

Han mener, at der er ting, der er sket i den seneste tid, der gør at balancen er tippet.

– Hvis man skal pege på et oplagt tidspunkt at abdicere, så er det næste år – og dermed også i den kommende nytårstale, forklarer kongehuseksperten.

Det seneste år er kronprins Frederik og kronprinsesse Marys officielle aktiviteter steget markant:

– Dronningen har skabt en situation, hvor hun har frit valg. Hun kan fortsætte eller hun kan uden problemer overlade det til Frederik og Mary. De er blevet bedre forberedt end nogensinde før, slutter Sebastian Olden-Jørgensen.

Powered by Labrador CMS