Kun to andre før hende har haft “æren”

Glenn Close kan vinde både en Oscar og en Razzie i år for samme præstation i filmen "Hillbilly Elegy"

Glenn Close er den tredje i historien, der har æren af at blive nomineret for bedste og værste optræden i samme film. Foto: Scanpix/Danny Moloshok
Udgivet Opdateret

For ottende gang i karrieren er Hollywood-veteranen Glenn Close nomineret til verdens fornemmeste filmpris, Oscaren.

Denne nominering får den 73-årige skuespillerinde for sin præstation i dramaet “Hillbilly Elegy” i rollen som den excentriske bedstemor Mamaw, som tager sig af opdragelsen af en ung dreng, hvis mor er stofmisbruger.

Men det er folkene bag oscarakademiets diametrale modsætning, The Golden Raspberry Award – også kaldet Razzie, uenige i.

De mener nemlig, at hun i rollen som Mamaw står bag et af årets mest tåkrummende præstationer.

Er begejstret

Men hovedpersonen selv tager det med ophøjet ro.

– Det glæder mig, at mit arbejde bliver anerkendt af mine kolleger. Jeg er så begejstret over både at være nomineret til en Oscar og en Razzie det samme år, siger Glenn Close i udsendelsen “Today” på NBC.

– Jeg synes, det er ret sejt. Jeg danser nærmest på bordene, lyder reaktionen fra skuespillerinden.

Det er sket to gange før

Ifølge mediet The Wrap er det tredje gang i historien, at sådan et scenarie udspiller sig.

Tidligere har James Coco og Amy Irving stået med både en Razzie- og en Oscar-nominering for henholdsvis komediedramaet “Only When I Laugh” og det romantiske drama “Yentl”.

Razzie-uddelingen finder traditionen tro sted dagen før Oscar-uddelingen, som i år løber af stablen den 25. april i Hollywood.

Til Oscar-uddelingen dyster Glenn Close mod det bulgarske stjerneskud Maria Bakalova for “Borat Subsequent Moviefilm”, Hollywood-stjernen Amanda Seyfried for “Mank”, den sydkoreanske skuespillerinde Youn Yuh-jung for “Minari” og britiske Olivia Colman – der i øvrigt allerede har sådan en statuette stående på kaminhylden – for “The Father”.

Til Razzie-uddelingen skal vinderen af det tvivlsomme trofæ findes mellem komikeren Kristen Wiig for “Wonder Woman 1984”, danserinden Maddie Ziegler for musicalen “Music” samt skuespillerinderne Lucy Hale og Maggie Q – begge for filmen “Fantasy Island” – og naturligvis Glenn Close for Hillbilly Elegy”.

Powered by Labrador CMS