Laudrup skifter ud: Det er “billigt”
Andreas Laudrup skal til at prøve noget nyt.
Vil du bo som en Laudrup, har du nu chancen, hvis du ellers har råd. Boliga skriver, at Michael Laudrups yngste søn har sat familiens lejlighed til salg med et prisskilt, der lyder på 7.450.000 kroner.
For de penge får man en 145 kvadratmeter stor liebhaverlejlighed i Store Kongensgade, en adresse ejendomsmægleren går så langt som til at kalde “måske den bedste i Store Kongensgade.”
Den slags holdninger er selvfølgelig subjektive, mens det til gengæld er ganske objektivt at sige, at lejligheden har tre soveværelser og et køkken-alrum.
Boliga skriver i øvrigt, at prisen for lejligheden nok kan synes høj, men at kvadratmeterprisen for den faktisk ligger under gennemsnittet for København K.
“For øjeblikket lyder de gennemsnitlige udbudspriser i København K nemlig på knap 55.000 kroner pr. kvadratmeter, mens Andreas Laudrups kvadratmeter ifølge Boliga står til 51.379 kroner pr. styk,” skriver Boliga.
Lever med gigt
Andreas Laudrup indstillede fodboldkarrieren i 2015. Det skete efter, at han i flere år havde døjet med en ledbetændelsessygdom. Han har sidenhen fortalt B.T. om sygdommen, der har navnet ‘reaktiv artrit’.
Han fik diagnosen i 2013, og i sidste ende betød det, at han ikke kunne fortsætte med at spille fodbold på topplan. I efteråret 2018 fortalte han B.T., at han i dag lever fint med sygdommen.
– Det kan nogle gange virke lidt hårdt, når man har rigtig ondt og knap føler, man kan komme ud og gå en tur. Men jeg er heldigvis i en god behandling og kan dyrke motion på nogenlunde niveau – som i hvert fald gør mig glad. Jeg tror, det vigtigste er, at man prøver at finde de positive ting og glæde sig over dem. Og så se, hvad man kan og ikke kan, sagde Andreas Laudrup.