Var enige om aflivning

Det er fortsat uklart, hvem der på møde i regeringstoppen foreslog, at alle mink i Danmark skulle aflives

Det er stadig ikke klart, hvem der tog beslutningen, men alle var enige
Udgivet Opdateret

På et afgørende møde i regeringens koordinationsudvalg 3. november sidste år besluttede en kreds af topministre og departementschefer, at alle mink i Danmark skulle aflives - dog uden at nedlægge forbud mod erhvervet.

Selv om Minkkommissionen har forsøgt at finde afsenderen af det forslag, er det endnu ikke lykkedes. Og lørdag var ikke anderledes, da den daværende fødevareminister Mogens Jensens (S) særlige rådgiver Søren Andersen blev afhørt.

Han deltog på mødet, der blev afholdt virtuelt. Ifølge ham opstod der en kollektiv forståelse af, at alle mink skulle aflives, uden at nogen bragte det op.

Betydelig risiko

- Så vidt jeg husker, er der ikke nogen, der håndfast siger: At så må det her være løsningen, sagde han lørdag.

- Jeg tror mere, at det er en underliggende forståelse af, at når sundhedsmyndighederne siger, som de gør, så må det her være konsekvensen.

Med sundhedsmyndighederne henviser Søren Andersen til en vurdering fra Statens Serum Institut (SSI) fra samme dag. Heri stod:

- En fortsat minkavl under en igangværende covid-19 epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge covid-19 med vacciner.

Enslydende forklaring

Kåre Mølbak, der var faglig direktør i SSI, har tidligere forklaret, at SSI havde fået en bestilling på en risikovurdering. Men den skulle ikke indeholde nogen løsningsforslag.

Flere deltagere fra mødet - herunder Søren Andersen - har forklaret, at statsminister Mette Frederiksen på mødet flere gange spørger enten sundhedsminister Magnus Heunicke (S) eller daværende departementschef i Sundheds- og Ældreministeriet Per Okkels, om det er nødvendigt at aflive alle mink.

Det bekræftes, lød Søren Andersens udlægning af mødets gang.

Hans forklaring er enslydende med andre mødedeltagere, der har vidnet for kommissionen.

Justitsministeriets departementschef, Johan Kristian Legarth, blev bedt af kommissionens formand, Michael Kistrup, om at identificere personen, der først nævnte aflivningen af alle mink.

Ligger naturligt

- Der må være en, der siger, skal vi ikke slå dem alle sammen ned. Det må der jo være. Kan man identificere den person, spurgte Kistrup.

- Jeg tror, at det ligger naturligt, at det er der, sundhedsmyndighedernes vurdering fører hen, svarede Johan Kristian Legarth.

Også i forklaringen fra den daværende departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet Henrik Studsgaard var det uklart, hvem der foreslog aflivningen.

Han forklarede også, at mødet startede med en gennemgang af SSI's risikovurdering.

- I den diskussion kommer vi hen til: Skal vi slå alle mink ned for at risikohåndtere? Det kommer man faktisk frem til, sagde Studsgaard.

Logisk følge

Mogens Jensen blev også spurgt af kommissionens formand, Michael Kistrup.

Den tidligere minister forklarede, at han ikke kunne huske, om idéen måske kom fra mødets indledende indslag fra enten Sundheds- og Ældreministeriet eller Justitsministeriet.

Da Erhvervsministeriets departementschef, Michael Dithmer, afgav forklaring, brugte han formuleringerne, at aflivningen af alle mink uden at udstede et forbud mod minkerhvervet "kom op" og "dukkede op" på mødet.

Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, mente i sin forklaring torsdag, at hun ikke kunne huske præcis, hvordan ordene faldt. Men at en aflivning af alle mink var en logisk følge af risikovurderingen fra SSI.

Ikke bidt mærke i

I regeringens egen redegørelse fra november sidste år står:

- Spørgsmålet om hjemmel til aflivning blev ikke bragt op på mødet. Derimod drøftes spørgsmålet om hjemmel til midlertidig eller varig nedlukning af erhvervet og økonomisk kompensation i den forbindelse.

Det spurgte kommissionen også Søren Andersen til lørdag. Men den drøftelse huskede den tidligere særlige rådgiver ikke. Adspurgt til om en nedlukning af branchen blev drøftet, svarede han:

- Jeg føler mig rimeligt sikker på, at der ikke blev talt om det.

Foreholdt formuleringen fra redegørelsen blev han spurgt igen, om han huskede sådanne drøftelser:

- Nej. Det er i hvert fald ikke noget, jeg har bidt mærke i.

Der er fortsat flere af mødedeltagerne 3. november, der skal afhøres af kommissionen. I næste uge skal kommissionen eksempelvis høre sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Overblik over mink-sagen

* April:

Der bliver konstateret covid-19 i to hollandske minkbesætninger.

* Juni:

15. juni findes der covid-19 i en minkbesætningen i Danmark, nærmere bestemt i Hjørring.

17. juni skriver Sundhedsstyrelsen, SST, og Statens Serum Institut, SSI, at “såfremt der kan ske smitte fra mink til mennesker, kan mink udgøre et smittereservoir, der kan udgøre en smitterisiko for mennesker.”

Det anbefales, at covid-19 i mink undersøges nærmere.

19. juni: Det bliver slået fast, at mink og mennesker har smittet hinanden.

24. juni: Fødevarestyrelsen begynder screening af minkfarme for covid-19.

* Juli:

6. juli starter en række myndigheder og styrelser et samarbejde omkring overvågning af situationen med covid-19 i mink. Det siges samtidigt, at man ikke mener, der er behov for at slå mink ned ud fra “et forsigtighedsprincip”.

Regeringen stopper praksis med at slå smittede minkbesætninger ned.

18. juli får Fødevarestyrelsen at vide, at smittekæder har tilknytning til minkbesætninger.

* September:

7. september skriver Sundhedsstyrelsen til Sundheds- og Ældreministeriet i et notat, at genetiske undersøgelser har vist mutationer på de dele af virus, vacciner angriber.

8. september bliver notatet sendt til Sundheds- og Ældreministeriet samt Miljø- og Fødevareministeriet, der skal vurdere yderligere tiltag for at bremse smitte hos mink.

Notatet bliver ikke forelagt nu forhenværende fødevareminister Mogens Jensen (S).

15. september skriver Fødevarestyrelsen i et notat, at SSI vurderer risikoen for smitte fra mink til menneske til at være “høj”.

Det bliver samtidigt beskrevet, at man ikke kan konkludere, at mutationer vil hæmme vaccine, men at SSI “anfører, at der fortsat sker betydelige genetiske ændringer i minkvarianten, som vækker bekymring for fremtidig human immunitet.”.

21. september modtager Sundheds- og Ældreministeriet et notat fra SSI om, at der er opstået nye virusvarianter i mink, der er spredt til mennesker. Og at det giver anledning til “generel bekymring” om mutationer af covid-19 i mink.

– Den fortsatte udvikling af virus i mink med flere og flere mutationer i spikeproteinet og spredning ved videresmitte til mennesker i Danmark, kan derfor udgøre en potentiel fare for folkesundheden, står der i notatet.

24. september skriver Sundhedsstyrelsen i et notat, at inddæmning af covid-19 i mink ikke har været tilstrækkeligt, at der kan være behov for yderligere tiltag og at manglende inddæmning kan have “store konsekvenser for smittespredningen”.

* Oktober:

1. oktober beslutter regeringen på grund af fortsat, kraftigt stigende smitte, at syge mink og raske mink inden for 7,8 kilometer af syge mink skal slås ned.

13. oktober siger SSI’s Anders Fomsgaard, at muteret covid-19 fra mink kan ødelægge effekten af en kommende vaccine.

26. oktober orienteres Folketinget om, at der er observeret mutationer af covid-19, der kan hæmme kommende vacciner.

* November:

3. november skriver SSI i en risikovurdering, at #fortsat minkavl under en igangværende COVID-19 epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge COVID-19 med vacciner.”

Her er 225 minkfarme konstateret smittet.

4. november meddeler regeringen, at alle mink i Danmark skal slås ned.

Powered by Labrador CMS