Skip to main content

Lufthelten Stefan Rasmussen: -Sådan har jeg det i dag

Tiden efter den dramatiske nødlanding i 1991 fik store personlige konsekvenser for den tidligere luftkaptajn Stefan Rasmussen

SAS-pilot Stefan Rasmussen holder pressemøde efter nødlandingen udenfor Stockholm. KLIK VIDERE OG SE HVORDAN HAN SER UD I DAG. Arkivfoto: Ritzau Scanpix.
SAS-pilot Stefan Rasmussen holder pressemøde efter nødlandingen udenfor Stockholm. KLIK VIDERE OG SE HVORDAN HAN SER UD I DAG. Arkivfoto: Ritzau Scanpix.
Heltekaptajnen Stefan G. Rasmussen. Han har ikke gode minder om mange af kollegerne. Foto: Ritzau Scanpix
Heltekaptajnen Stefan G. Rasmussen. Han har ikke gode minder om mange af kollegerne. Foto: Ritzau Scanpix
Pressemøde umiddelbart efter styrtet med SAS direktør Jan Carlzon, pilot Stefan Rasmussen, besætningsmedlem Ingrid Lagman og besætningsmedlem Anders Daquino. Foto: Ritzau Scanpix
Pressemøde umiddelbart efter styrtet med SAS direktør Jan Carlzon, pilot Stefan Rasmussen, besætningsmedlem Ingrid Lagman og besætningsmedlem Anders Daquino. Foto: Ritzau Scanpix
Den danske pilot Stefan Rasmussen foretog en nødlanding 20 km. fra Arlanda lufthavnen i et SAS-fly med 129 passagerer ombord. Ingen kom til skade under landingen, på trods af at flyet gik i tre stykker.  Foto: Ritzau Scanpix
Den danske pilot Stefan Rasmussen foretog en nødlanding 20 km. fra Arlanda lufthavnen i et SAS-fly med 129 passagerer ombord. Ingen kom til skade under landingen, på trods af at flyet gik i tre stykker. Foto: Ritzau Scanpix
Den danske pilot Stefan Rasmussen foretog en nødlanding 20 km. fra Arlanda lufthavnen i et SAS-fly med 129 passagerer ombord. Ingen kom til skade under landingen, på trods af at flyet gik i tre stykker. Foto: Ritzau Scanpix
Den danske pilot Stefan Rasmussen foretog en nødlanding 20 km. fra Arlanda lufthavnen i et SAS-fly med 129 passagerer ombord. Ingen kom til skade under landingen, på trods af at flyet gik i tre stykker. Foto: Ritzau Scanpix

Den 27. december 1991 blev en skæbnesvanger dag for daværende luftkaptajn i SAS, Stefan Rasmussen.

Kort efter take-off fra Arlanda-lufthavnen ved Stockholm, satte begge flyets motorer ud. Det skete i godt  1000 meters højde.

På en sneklædt skoveng omgivet af træer, lykkes det ham mirakuløst at nødlande flyet af typen MD-81 og redde de 123 passagerer og seks besætningsmedlemmer ombord.

Han blev en folkehelt og slået til Ridder af Dannebrog.

Men sagens efterspil fik voldsomme konsekvenser for både ham og hans familie.

Læs om hans liv i dag.

Hvad laver du i dag?

– Jeg er pensionist og bruger rigtig meget af min tid på musik. På jazz. Jeg synger og spiller barytonsax. Musikken fylder faktisk mit liv fuldstændigt i dag.  Jeg har over 800 numre i repertoiret og har udgivet 74 af dem.

Jeg har lige været i studiet og indspille 26 nye.

Jeg er vokset op med musikinteressen. Min mors familie var meget musikalske, flere af dem var professionelle i musikkens verden. Jeg begyndte selv at synge, da var 5 år, og fik mit første instrument, da jeg var 12 år.

Det var en trompet, og jeg har den stadig. Musik har været en redningsplanke for mig i svære tider, hvor jeg har trængt til noget, der kunne trøste mig.

Skrålede højt i cockpittet

-I min tid som pilot i Flyvevåbnet kunne jeg sagtens sidde og skråle højt i flyet, når jeg fløj alene.

Jeg synger også i bilen, og holder i det hele taget meget af musik og lyrik og det at fortolke en tekst. Musikken er positiv energi for mig.

Hvad savner du fra dit gamle job?

– Frihed. Friheden til at kunne gøre, hvad jeg ville – før jeg blev kendt. Friheden til at sidde oppe og kigge ud ad vinduet i 10 kilometers højde,- og komme ud omkring. Friheden fra min tid i Flyvevåbnet til at hoppe i en flyver og tage en tur. I min nye bog har jeg et helt kapitel om frihed og frihedsbegrebet.

Vi lever lige nu i en tid, hvor folk lader sig frarøve deres frihed.

Hvad savner du absolut ikke?

– Nidkære kolleger. Her tænker jeg på efterspillet i forbindelse med med min nødlanding.

Kolleger var modbydelige

– Under arbejdet med at opklare ulykken, var de mildest talt modbydelige. De ville give mig skylden og lukke munden på mig, men det lykkedes ikke. Jeg ville ikke gå i debat med dem.

Hvis man som jeg kommer til at stå i en situation, som ingen har prøvet før, så er er der mange, der ikke kan forstå det, og nogle reagerer ved at opføre sig ødelæggende.

Jeg bærer ikke nag, men jeg har en virkelig god hukommelse…

Har du kontakt til gamle kolleger?
– Meget få…af samme årsag.

Bliver du stadig genkendt?

– Ja.

Ikke steget mig til hovedet

– Det, jeg nok er mest stolt over, er, at mange mennesker kommer hen og siger: “Er det ikke kaptajn Rasmussen? Hvor er det fantastisk den måde, du er kommet videre på” . Det er ikke steget mig til hovedet at blive berømt. Inderst inde er jeg faktisk genert, men jeg har gennem årene lært at være på.

Hvad husker du som det værste fra episoden og efter?

– At der gik to år, før der kom en konklusion på ulykken. Jeg vidste ikke, om jeg var købt eller solgt. Tvivlen er den værste fjende. Men jeg var sikker på, at jeg ikke skulle ud at flyve igen. Jeg blev tilbudt det, men sagde nej tak.

Jeg tror , at Vorherre har andre planer med mig.

Jeg havde også haft nogle fantastiske år og spændende oplevelser.

Opkalder børn efter mig

Og det bedste?

– Jeg får stadig hilsner fra mine passagerer. Jeg har endda modtaget billeder af børn, der er opkaldt efter mig. Det gør, at jeg føler mig stolt og lykkelig.

Som luftkaptajn kan jeg ikke få større hæder end, at der ikke var nogen, der døde på mit ”skib”.

Jeg var sikker på, at jeg skulle dø, da flyveren var på vej ned. Og jeg spurgte mig selv i tiden efter: “Hvad vil du nu Stefan?” og svaret kom hurtigt: “Jeg vil leve!”

Det er lykkes mig at skabe et liv, der har været lige så spændende som livet før 1991. Jeg har fået lov til så mange ting , som jeg priser mig lykkelig for.

Hvad betyder mest for dig nu?

– Min familie, der består af min kone og mine to døtre. Mine piger blev mærket af episoden dengang. Altså hele efterspillet, hvor jeg ikke kun var en helt i manges øjne, men også blev hængt ud. Især min ældste har fået nogle dybe sår på sjælen, og det gør ondt.

Hvem betyder mest for dig?

– Min hustru. Vi har snart været gift i 47 år.

Hvad har livet lært dig?

– Jeg har skrevet alt om det i mine to bøger.

Også respekt for ‘røvhullerne’

– Alle mennesker er noget værd – det er bare forskelligt, hvordan det kommer til udtryk. Jeg har stor respekt for alle mennesker, inklusiv “røvhullerne”, for de har en stor betydning for, hvordan jeg ikke vil være.

Hvad forsøger du at give videre?

– Livsglæde.

Sætter du større pris på livet nu end før nødlandingen?

– Godt spørgsmål. Jeg er skabt af en mor og far, der satte pris på livet. Min mor havde haft tuberkulose som ung, og min far havde været i kz-lejr i halvandet år.

Derfor er jeg vokset op med, at livet er noget ,man sætter pris på. Men jeg er definitiv blevet bekræftet i, at det jeg troede på, det holder – livet skal man sætte pris på.

Hvad vil du gerne huskes for?

– At jeg var ærlig, hæderlig, og altid forsøgte at gøre mit bedste.

Del din kommentar