Lykkehjulet-stjerne skal i retten: Sigtet for tyveriforsøg, hæleri og våbenbesiddelse

Hun blev sidste sommer anholdt i et sommerhus i Vejby i Nordsjælland

Offentliggjort Sidst opdateret

Den tidligere bogstavvender i Lykkehjulet og hele Danmarks ‘kategorina’, Maria Hirse, skal til september møde i Retten i Helsingør.

Her står hun tiltalt for tre tilfælde af hæleri, forsøg på tyveri og for besiddelse af et knojern. Det fremgår af et anklageskrift, som BT er kommet i besiddelse af.

Anholdt i sommerhus fyldt med stjålne genstande

Maria Hirse blev sidste år anholdt sammen med sin daværende kæreste, Bandidos-prøvemedlemmet Kim Nordal, i et lejet sommerhus i Vejby i Nordsjælland.

Og ifølge BT var sommerhuset godt fyldt med stjålne varer:

Et vinkøleskab, 18 flasker rødvin, to flasker champagne, en køkkenblender af mærket Kitchen Aid, syv fiskestænger, en billiardkø og to PH-lamper er hun alle sigtet for at have modtaget, fremgår det af anklageskriftet.

Det skete efter et tip fra et af ofrene i sagen, kunne Nordsjællands Politi dengang fortælle:

– En ejer så sit stjålne Philippe Starcke spisebord sat til salg på Den Blå Avis (DBA). Ejeren spottede bordet i en bolig på Kystvej i Vejby. Han tilkaldte politiet og vi fandt også bordet der, fortalte Henrik Alstrup, vagtchef hos Nordsjællands Politi, til Newsbreak.dk.

Flere sigtelser

Af anklageskriftet, fremgår det også, at Maria Hirse siden da er blevet sigtet for våbenbesiddelse. Det er hun blevet, fordi politiet også fandt et knojern under ransagningen af sommerhuset.

Derudover er hun også sigtet for et tyveriforsøg, som hun blev anholdt for få uger efter hælersagen. Her blev hun sammen med en veninde pågrebet af en tidligere betjent, hvis grund hun luskede rundt på.

Maria Hirse forklarede dengang, at hun ikke havde til hensigt at stjæle noget, men var stoppet op ved gården fordi hun overvejede at anskaffe sig en hest.

Kendte.dk har forsøgt at få fat på Maria Hirse, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Powered by Labrador CMS