Mettes nedtur: Fra millionær til Luksusfælden

Mette har levet vildt jetsetliv, været hjemløs og opbygget uoverskuelig stor gæld. I aften skal Luksusfældens eksperter forsøge at hjælpe hende

Mette deltager i sæsonpræmieren på Luksusfælden tirsdag aften. Pressefoto: Viasat.
Udgivet Opdateret

I aften blænder TV3 op for en ny sæson af Luksusfælden.

I det første program kan man møde 49-årige Mette, som har levet det vildeste jetsetliv med druk, stoffer, fester, masser af shopping og rejser med rock- og filmstjerner til Saint-Tropez, Cannes og New York.

Artiklen fortsætter under videoen

– Jeg shoppede, og jeg drak, og jeg tog stoffer. Det var mit liv, fortæller Mette i aftenens program og fortsætter:

– Jeg kunne finde på at tage mine børn med på weekendtur til København og bruge en halv million kroner.

Pengene kom fra en arv på 10 millioner.

-46.600 kroner er ingen penge

Men i 2017 ramte Mette bunden. Hun blev hjemløs og levede som alkoholiker på Istedgade i et år.

Efter et par forgæves forsøg lykkedes det hende dog at kæmpe sig væk fra livet på gaden og kvitte både alkoholen og stofferne.

I dag har den 49-årige kvinde en god tilværelse. Hun har været ædru og clean i et år. Hun har fundet et sted at bo, har fået et job som pædagog og har en god relation til sine børn samt andre gode relationer i sit liv.

Men, men, men. De 10 millioner er sluppet op, og Mette har nu opbygget en kæmpe gæld. Mette hænger nemlig fast i luksuslivet og kan ikke slippe de dyre vaner. Hun har et behov for luksus, hvilket hendes Rolex ur til 40.000 kroner vidner om.

Ét år brugte hun 46.600 kroner på skønhedsbehandlinger, tøj og sko, produkter, fitness, negle, hår og vipper. Og hun brændte 6000 kroner af på onlinespil.

Da eksperterne i programmet konfronterer hende med, hvor mange penge, det er, rammer erkendelsen ikke – til eksperterne store forbløffelse og forargelse.

– Alle mine veninder gør det. 46.600 kroner er ingen penge, lyder Mettes umiddelbare reaktion.

Angst over farvel til luksusliv

Det bliver ikke en nem opgave at få styr på den ene del af Mettes liv, som stadig er ét stort kaos: Den økonomiske del. Som hun selv beskriver det, så er økonomien et bjerg, der skal bestiges.

Mette får angst ved tanken om alle de materielle ting og den luksus, som hun er på vej til at miste.

Derfor har den 49-årige kvinde, som på de fleste områder har lagt sit liv fuldstændig om, i høj grad brug for hjælp fra Luksusfælden eksperter, som i første program er Sesilie Munk Stenderup og Kenneth Hansen.

Luksusfælden har kørt i – hold nu fast – 25 sæsoner indtil videre.

Senere i sæson nummer 26 kan seerne blandt andet se frem til at møde en ny ekspert. Det er fremtidsforsker Louise Fredbo-Nielsen, der er kommet med på ekspertholdet.

Louise Fredbo-Nielsen har skrevet bestsellerbogen “Sæt Kursen – Lær at investere på 8 uger” og holder foredrag og workshops. Derudover står hun også bag “Kvindeøkonomien”, som er en bevægelse, der arbejder for økonomisk ligestilling mellem mænd og kvinder.

Se, om det lykkes for Mette at få styr på sin økonomi, når premiereprogrammet ruller over skærmen klokken 20 på TV3 og på Viaplay.

Powered by Labrador CMS