Nu hyldes de bedste danske sportspræstationer

Lørdag aften hædres de bedste danske sportspræstationer i det forgangne år ved Sport 2018 i Herning.

Når årets sportsnavn bliver kåret lørdag aften ved awardshowet Sport 2018 i Jyske Bank Boxen i Herning, er der størst chance for, at en kvinde løber med hæderen.

Hele 10 af de oprindeligt 15 nominerede til prisen var kvinder, og kvinderne var også i overtal, da kandidatfeltet i december blev skåret ned til tre navne – Caroline Wozniacki, Pernille Harder og Michael Valgren.

Team Danmark-direktør Lone Hansen ser en klar tendens til, at de danske kvinder klarer sig bedre end nogensinde.

– Det er rasende interessant, hvad der sker med kvinderne i dansk elitesport, siger Lone Hansen.

– Elitemiljøet er et præstationsmiljø uden lige. Man bliver målt, vejet og vurderet i alle mulige retninger.

– Altså alt det, vi som samfund normalt taler om som noget problematisk for kvinder, når de skal nå toppen i erhvervslivet, i bestyrelser eller mange andre steder.

– Det er derfor interessant, at vi inden for eliteidrætten kan se den her tendens, siger direktøren.

Udover elitesportsudøverne, så er der også en masse andre kendte med – blandt andre kronprins Frederik.

Vores fotograf var med på den røde løber – du kan se mange af de fremmødte i galleriet her over artiklen.

Du kan se liveshowet på DR1 fra klokken 21.

Powered by Labrador CMS