Nu ryger Alexandras apanage snart

I dag, 30. juni, fylder grevinde Alexandra 55 år. Til næste år frasiger hun sig sin årlige apanage.

Udgivet Opdateret

Grevinde Alexandra har haft et opsigtsvækkende og entreprenant år. Den 30. juni fylder den tidligere prinsesse 55 år.

I løbet af det seneste år har hun udgivet en bog om lykke, er blevet portrætteret letpåklædt på et maleri og er sprunget ud som sangerinde med udgivelsen af velgørenhedsnummeret “Wash Me Away”.

Nummeret indspillede hun til fordel for den svenske velgørenhedsorganisation Star For Life, der hjælper fattige og udsatte børn i det sydlige Afrika til at få en chance i livet.

– Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg gerne vil ud og prøve noget nyt. Derfor har jeg også sat gang i nogle ting, der gør det muligt for mig at smide den skabelon, som har været omkring mig, sagde grevinden til Ritzau i november 2018.

Det er ikke bare popsangen og maleriet, hvor hun af maleren Lill-Marlen Elnegaard er portrætteret med kjolens stropper nede om armene, der har været med til at smide den traditionelle royale skabelon væk.

Grevinde Alexandra har også tidligere oplyst, at hun frasiger sig apanage fra 2020, når hendes yngste søn, prins Felix, fylder 18 år.

– Den frihed betyder meget for mig, og jeg brister af stolthed over, at jeg gerne vil komme videre og prøve noget uventet, sagde hun sidste år.

Mødtes i Hongkong

Grevinde Alexandra blev gift med prins Joachim 18. november 1995. Hun havde mødt prinsen i sin fødeby, Hongkong, hvor hun var ansat i et investeringsfirma.

I august 1999 fik de sammen prins Nikolai, og i 2002 kom prins Felix til.

Prins Joachim og grevinde Alexandra blev siden separeret 22. september 2004 og skilt 8. april 2005.

Efter bruddet med prins Joachim fandt hun sammen med filmfotografen Martin Jørgensen og giftede sig med ham i 2007. De blev skilt i 2015.

Prins Nikolai blev student fra Herlufsholm Skole i Næstved sidste år og har siden skabt sig en markant modelkarriere. I 2018 var han blandt andet på catwalken for det franske modehus Dior og det britiske mærke Burberry.

Imens begyndte hans lillebror på Gammel Hellerup Gymnasium i sommeren 2018.

Lykke

I forbindelse med grevinde Alexandras bog “Mit lykkelige land”, der udkom i efteråret 2018, fortalte hun til Ritzau om, hvordan de to prinser har bragt hende lykke.

– Lykke for mig er helt klart at se lykken i mine børns øjne. Det er så ubetinget en kærlighed, at jeg næsten glemmer mig selv. De kommer altid før mig, forklarede grevinde Alexandra.

– Man bliver et bedre menneske, når man kan tænke på andre først, men jeg vil understrege, at man ikke behøver have børn for at kunne det – det kan også være for en gammel forælder, en nabo, en syg ven eller et kæledyr. Men når man elsker ubetinget, så bliver man et bedre menneske, sagde hun.

Powered by Labrador CMS