Nu sker det: Mary tager tøjlerne
Fredag kan kronprinsesse Mary skrive et nyt kapitel i sin royale historie - og hvilket et.
Fredag oprinder dagen, hvor der bliver skrevet historie i det danske kongehus. Der sker nemlig det, at kronprinsesse Mary bliver rigsforstander for landet. Det betyder i al sin enkelthed, at hun er overhoved i Danmark.
Artiklen fortsætter under videoen.
Grunden til, at det er noget helt særligt, at kronprinsesse Mary tager teten som rigsforstander skal findes i, at det er en, der ikke er født med blåt blod, som indtager tronen.
Kronprinsessen blev onsdag den 2. oktober officielt udnævnt som duelig rigsforstander af Dronning Margrethe. Hun underskrev senere ved et statsråd samme onsdag en erklæring om at ville overholde Grundloven. Det gjorde det muligt at give hende titlen som rigsforstander.
Hvad med Frederik og Margrethe?
Samtidig betyder det også, at både Kronprins Frederik og Dronning Margrethe er ude af landet. Muligvis også prinsesse Benedikte, der ligeledes varetager hvervet som rigsforstander. Prins Joachim bor i Frankrig og kan derfor ikke være vikar for dronningen.
Det fremgår ikke af kalenderen, hvad majestæten skal i de dage, men den 4. december var hun i Londontil en stor gallamiddag i anledning af 60-års jubilæet for “The Anglo-Danish Society’s Scholarship Programme”.
Kronprins Frederik var derfor regent den 5. december. Det fremgår dog ikke, hvorfor hustruen overtager den 6. december.
En anerkendelse
Alt andet end at udnævne Mary til rigsforstander ville være dumt, for hun er et aktiv og en ressource for kongehuset.
Sådan lød vurderingen fra Sebastian Olden-Jørgensen, som er historiker ved Københavns Universitet, da Kendte.dk spurgte til udnævnelsen.
– Jeg ser tre grunde til udnævnelsen, og kronprinsessens personlighed er den ene. Hun er venlig, opmærksom og vågen og svarer godt for sig.
– Hun er dygtig i offentligheden og kan gøre og sige de rigtige ting. Det ville være dumt ikke at bruge hende mest muligt, lyder det.
Praktik og ligestilling
De to andre grunde, som sammen med kronprinsessens personlighed udløser rigsforstandertitlen, er praktik og ligestilling, siger historikeren.
– Dronningen er ved at blive ældre, og det samme er prinsesse Benedikte. Prins Joachim er i Paris, så det er godt at have flere rigsforstandere at trække på.
– Et sidste aspekt er ligestilling, for det her kan også ses som et ligestillingsprojekt, siger han.