Skip to main content

Nye afsløringer om Matador

To forfattere har fundet hidtil ukendte detaljer om Matador-serien i en række gamle brevudvekslinger.

Her ses Matadors hovedforfatter og idéskaber, Lise Nørgarrd, sammen med seriens instruktør, Erik Balling. De to havde stor glæde af hinanden som samarbejdspartnere. Arkivfoto: Mini Wolff/Ritzau Scanpix.
Her ses Matadors hovedforfatter og idéskaber, Lise Nørgarrd, sammen med seriens instruktør, Erik Balling. De to havde stor glæde af hinanden som samarbejdspartnere. Arkivfoto: Mini Wolff/Ritzau Scanpix.
Holger Juul Hansen(th) spiller bankdirektør Hans Christian Varnæs i Matador. Her ses han med seriens idéskaber, Lise Nørgaard. Arkivfoto: Henning Thempler/Ritzau Scanpix.
Holger Juul Hansen(th) spiller bankdirektør Hans Christian Varnæs i Matador. Her ses han med seriens idéskaber, Lise Nørgaard. Arkivfoto: Henning Thempler/Ritzau Scanpix.

Kjeld fra “Olsen Banden” kunne være endt i rollen som maleren “Fede”, og Jørgen Buckhøj skulle ikke oprindeligt have spillet byggematadoren Mads Skjern.

Selv om der tidligere er skrevet indtil flere bøger om den succesrige og tidsløse tv-serie Matador, så har de to forfattere Christian Monggaard og Jacob Wendt alligevel formået at grave nye detaljer frem.

Artiklen fortsætter under videoen

Det er sket i forbindelsen med bogen “Matador”, hvor forfatterduoen er dykket ned i arkiver og gamle brevudvekslinger med det formål til sidst at kunne sætte et endeligt punktum for, hvad der kan skrives om serien.

Her kommer nogle af bogens overraskende detaljer.

1) Tak, men nej tak

Faktisk var det skuespiller Louis Miehe-Renard og ikke Jørgen Buckhøj, der var tiltænkt rollen Mads Skjern. Louis Miehe-Renard fik nemlig tilbuddet som den første, men måtte afslå, fordi han var på teaterturné.

– Vi fandt et brev, som Erik Balling og Lise Nørgaard havde sendt mellem hinanden. Der stod kun Louis i brevet, men vi havde en idé om, at der måtte være tale om Louis Miehe-Renard, og det kun Lise Nørgaard bekræfte, da vi interviewede hende, fortæller Christian Monggaard, som er medforfatter af bogen “Matador” og filmredaktør ved Dagbladet Information.

Desuden viser det sig, at Louis Miehe-Renards familie ikke vidste, at skuespilleren i sin tid var blevet tilbudt rollen.

Også skuespilleren Poul Bundgaard, som mange kender i rollen som Kjeld fra “Olsen Banden”, kunne være blevet en del af tv-serien. Han blev nemlig tilbudt rollen som maleren Fede, men valgte at takke nej.

– Han havde ikke lyst til at spille endnu en figur, der skulle sidde og spise og være lidt komisk og tyk, forklarer Christian Monggaard.

2) Hvem lavede hvad?

Forfatterduoen er særligt dykket ned i dynamikken mellem hovedforfatter og idéskaber Lise Nørgaard, instruktør Erik Balling og de tre øvrige manuskriptforfattere Paul Hammerich, Jens Louis Petersen og Karen Smith.

– Der er ingen tvivl om, at Lise Nørgaard har skrevet hovedparten, og det er hendes historie, som hun kommer med til Erik Balling. Men Erik Balling har i høj grad også sat sit præg på serien, hvilket Poul Hammerich og Jens Louis Petersen også har.

3) Nyt om Korsbæks læge

Provinsbyens Doktor Louis Hansen, der blev spillet af Ove Sprogøe, var faktisk opfundet af manuskriptforfatter Jens Louis Petersen.

– De havde snakket om, at der manglede en lidt neutral og sympatisk figur i serien, der kunne bevæge sig på kryds og tværs i de forskellige miljøer. En som kunne begå sig i alle samfundslag, men ikke for alvor var en del af dem, forklarer Christian Monggaard.

Det samme gælder manuskriptforfatter Paul Hammerich, der sørgede for at skabe oversigter over de begivenheder, som foregik i Danmark og i verden fra slutningen af 1920’erne til og med besættelsen.

– Matador foregår i en provinsby, men den by bliver også et spejl af, hvad der foregår i Danmark og i verden. Det er enormt interessant.

4) En handlekraftig Maude Varnæs

Det var ikke Lise Nørgaard, der helstøbte Maude Varnæs-figuren, som mange kan genkende på kommentaren “Jeg går op og lægger mig, Hans Christian”, der typisk falder, når tingene ikke går som planlagt.

– Erik Balling mente, at Maude gerne måtte udvikle sig lidt mere som menneske, end hun gjorde i det oprindelige udkast til manuskriptet. Hun skulle have flere nuancer og facetter, forklarer han.

– Og hvis der er noget, “Matador” i høj grad er kendt for, så er det, hvordan Maude udvikler sig fra at være en hjælpeløs mimose til at blive en handlekraftig kvinde, der tager ansvar for sit eget liv.

5) Billigere end ventet

Desuden fandt forfatterduoen en brevudveksling mellem Nordisk Film og Danmarks Radio.

– Her blev det klart, at serien kostede mindre per afsnit at lave, end de havde regnet med, og det gør kun bedriften endnu større, fortæller Christian Monggaard.

Ét enkelt afsnit af tv-serien formåede ved genudsendelsen i 1985 at have 3,6 millioner seere.

Del din kommentar