Offentlig audiens: Sådan foregår et møde med dronning Margrethe

Ønsker man at takke dronningen, behøver man ikke vente på, at hun kommer forbi ens hjemstavn. Man kan istedet troppe op til offentlig audiens, der i dag har en noget anden form end før i tiden.

Udgivet Opdateret

Ønsker man at takke dronning Margrethe, fordi hun ærede en ved en åbning eller et besøg et sted i Danmark, har man mulighed for at dukke op til det, der er kendt som offentlig audiens.

Helt grundlæggende betyder offentlig audiens foretræde for en højtstående person Den Store Danske, skriver, at man oftest møder et statsoverhoved ved en offentlig audiens, og i Danmark betyder det altså dronningen af Danmark.

Man bliver ikke inviteret til en offentlig audiens, man møder blot op på rette tid og sted. Kongehuset fører offentlig kalender over, hvornår der er offentlig audiens, og ifølge Den Store Danske bliver der cirka afholdt offentlig audiens hver anden mandag året rundt på Christiansborg Slot.

Man får sit navn og ærinde noteret ved fremmøde, og dronningen får besked om, hvem der gerne vil møde hende. Kongehuset skriver, at dronningen bærer en broche med Elefantordenens insignier under offentlige audienser. Denne broche er fra Frederik 9.s tid. Han lod den udføre i 1958.

Når offentlig audiens aflyses

Det sker, at kongehuset aflyser offentlig audiens. Det skete i februar 2018, mens prins Henrik var syg. Hans tilstand gjorde, at dronningen valgte at bruge tiden ved hans side fremfor ved officielle begivenheder.

Rent praktisk finder audiensen sted fra klokken 10.00. Man skal møde op inden 09.45, og gæster har adgang til slottet fra klokken 09.15. Man skal ikke tilmelde sig på forhånd, men har man eksempelvis modtaget en dekoration, og ønsker man at takke dronningen, forventes man at møde op inden for de første to til tre måneder efter, at man har fået denne – skriver Kongehuset.

Uformelt møde

Historisk set har den offentlige audiens haft forskellige former. Kongehuset skriver således, at man under Christian V (1670-1699) og Frederik IV (1699-1730), hele Christian V’s regeringstid og en del af Frederik IV’s regeringstid, havde en mindre formel ordning.

Den daværende ordning lød, at enhver kunne henvende sig hos kongen med en bøn eller en anmodning, mens kongen ventede på, at hans hest blev gjort klar. Systemet blev formaliseret af Frederik IV i 1725, hvor det fik den form, vi kender i dag.

Powered by Labrador CMS