Oscar-kandidaterne er her: Dansk film nomineret
Feras Fayyads dokumentar "The Cave" er nomineret til en Oscar for Bedste Dokumentar.
Når oscarstatuetterne skal uddeles 9. februar, møder en række film med enten krig, uroligheder eller som minimum et par skududvekslinger op med de bedste odds for at få en eller flere af de eftertragtede priser med hjem.
Artiklen fortsætter under videoen.
Mandag blev sløret løftet for, hvilke film og skuespillere der er nomineret i hvilke kategorier. Topscoreren blev filmen “Joker”, der er nomineret i 11 kategorier.
Det er nomineret i kategorien Bedste Film og Joaquin Phoenix og Todd Phillips er nomineret i henholdsvis Bedste Mandlige Hovedrolle og Bedste Instruktør.
Dermed fortsætter tendensen fra den britiske filmpris Bafta, hvor “Joker” også har flest nomineringer til prisuddelingen, som finder sted en uge før oscarstatuetterne uddeles.
Netflix-produktioner har i alt fået 23 nomineringer – deriblandt to til bedste film, som er filmindustriens mest eftertragtede. Det er den episke mafiafilm “The Irishman” og skilsmissedramaet “Marriage Story”.
Ud over “Joker” har også “The Irishman”, “Once Upon a Time … in Hollywood” og “1917” har fået en bredt udvalg af nomineringer af Oscar-priser.
De øvrige nominerede film i topkategorierne er Nazi-satiren “Jojo Rabbit”, om et medlem af Hitler-Jugend, som finder ud af, at hans mor skjuler en jødisk pige i huset.
Dansk islæt
Selv om det ikke blev til en oscarnominering til filmen “Dronningen” bliver årets uddeling af oscarstatuetter ikke fuldstændig uden dansk islæt.
Den dansk-syriske dokumentarfilm “The Cave” er en af fem nominerede i kategorien Bedste Dokumentarfilm.
Det står klart, efter at sløret blev løftet for nomineringerne til den prestigefyldte prisuddeling mandag.
Filmen er instrueret af syriske Feras Fayyad, som bor i København i Danmark, hvor han opholder sig det meste af året.
Dokumentaren har danske producere, dansk producent, danske klippere og dansk sound editor.
Den handler om en kvindelig læge, der leder et underjordisk hospital i den syriske provins Al-Ghouta.
Filmen havde dansk biografpremiere 9. januar.
Store forventninger
Allerede inden dokumentarfilmen blev nomineret, skruede selskabet bag filmen, Danish Documentary Productions, forventningerne til dokumentaren i vejret.
I en pressemeddelelse fortalte producent Sigrid Dyekjær, at man håbede på, at filmen “kan gå hele vejen”.
Uddelingen af oscarstatuetterne finder sted 9. februar i Dolby Theatre i Hollywood.
Det bliver ikke første gang, at Feras Fayyads navn bliver råbt op foran det stjernespækkede publikum til prisuddelingen.
For to år siden var han nomineret i samme kategori, Bedste Dokumentarfilm, for sin film “Last Men in Aleppo”, der også er en beretning fra den syriske borgerkrig.
Dengang løb sportsdokumentaren “Icarus” med statuetten. Sidst en ikke-amerikansk dokumentar vandt Bedste Dokumentarfilm var i 2016, da musikdokumentaren om Amy Winehouse vandt kategorien.
Ud over “The Cave” er fire andre film nomineret til Bedste Dokumentarfilm. Den ene af dem, den syrisk-britisk-amerikanske “For Sama”, udspiller sig også under den syriske borgerkrig.
Derudover er den nordmakedonske “Honeyland”, den brasilianske “The Edge of Democracy” og den amerikanske “American Factory”.