Politikere raser: Fornærmer dronningen
Ovenpå Donald Trumps pludselige udskydelse af statsbesøget i Danmark udtrykker Kongehuset, der inviterede, overraskelse,
I skrivende stund fremgår det endnu af Kongehusets officielle kalender, at den 2. og 3. september 2019 er afsat til statsbesøg fra USA, hvor det var meningen, at præsident Donald Trump og førstedame Melania Trump skulle besøge Danmark – og ikke mindst Hendes Majestæt.
At kalenderen stadig indikerer, at besøget bliver til noget er givet med til at bekræfte den følelse, Kongehuset sidder tilbage med efter et pludselig skift i sindelag hos den vægelsindede præsident. Han har aflyst dit besøg.
– Dét var en overraskelse – mere har vi ikke at sige om den sag, udtaler kommunikationschef i Kongehuset, Lene Balleby, til DR.dk.
Aflysningen blev udtrykt på Twitter natten til onsdag, og ifølge præsidenten selv skyldes det statsminister Mette Frederiksen, der lagde alle præsidentens drømme om et køb af Grønland på is.
– Danmark er et meget særligt land med en fantastisk befolkning, men på baggrund af statsminister Mette Frederiksens kommentarer om, at hun ikke har nogen interesse i at diskutere et køb af Grønland, vil jeg udsætte vores møde til et andet tidspunkt, skrev Donald Trump på Twitter.
Særligt indbudt
Hvorfor Kongehuset overhovedet er interessant i denne henseende skyldes, at Dronningen stod bag den officielle indbydelse til statsbesøget. Det fremgår af Kongehusets hjemmesiden, hvor det også står, at besøget skulle være fjerde gang, en siddende amerikansk præsident besøgte Danmark – officielt.
I 1991 var Dronningen sammen med Prins Henrik på statsbesøg i USA, hvor præsident George H.W. Bush var vært for besøget.
Fornærmelse af Dronningen
Dansk Folkepartis udenrigsordfører og næstformand, Søren Espersen, kalder sagen for absurd.
– Vi er helt ude i det absolut absurde. Han får en invitation fra dronningen, så ved han ikke, om han vil komme alligevel, og nu aflyser han i 11. time, siger Espersen.
Han ser ikke nogen grund til, at Trump finder en ny dato for besøget.
– Dette er en stor fornærmelse mod dronningen og hoffet, som har været i gang med at planlægge et statsbesøg, der virkelig trækker tænder ud. Normalt har man otte-ti måneder til at planlægge et statsbesøg. Det her har været planlagt meget hurtigt, og så kommer denne barnagtige reaktion fra Trump. Kan han ikke få det, som han vil, så kan det være lige meget. Det er som et forkælet barn, siger Espersen.
Han betragter Danmark som USA’s nærmeste allierede sammen med Storbritannien.
De Konservatives ordfører for Grønland, Rasmus Jarlov, kalder Trumps opførsel “fornærmende”.
– Som dansker (og konservativ) er det meget svært at forstå. Uden nogen grund antager Trump, at (en autonom) del af vores land er til salg, skriver han på Twitter tidligt onsdag morgen.
– Og så aflyser han på fornærmende vis et besøg, som alle var ved at forberede. Er dele af USA til salg? Alaska? Vis noget respekt, tak.
Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige, kalder USA’s præsidents beslutning om at udskyde statsbesøget for udiplomatisk.
– Man kan sige meget om Trump, men diplomatisk er han ikke, skriver hun på Twitter.
Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard fra De Radikale er heller ikke imponeret over Trump.
– Hold nu op. Netop fordi Grønland ikke er til salg, burde USA have al mulig interesse i at diskutere Arktis med Rigsfællesskabet – Ud over klima, Mellemøsten mv., skriver Lidegaard på Twitter.
De Radikales leder, Morten Østergaard, konstaterer på Twitter, at “virkeligheden overgår fantasien”. Pernille Skipper, Enhedslistens politiske ordfører, tilføjer på Twitter:
– Trump lever på en anden planet. Selvtilstrækkelig og respektløs.
Actually I do have words:
— Rufus Gifford (@rufusgifford) August 21, 2019
He asked for an invitation from the Queen for a State visit.
She invited him.
He accepted.
They have been expecting him for weeks at the palace.
The Danes and Greenlanders dismiss his vanity project.
He snubs the entire Kingdom.
He is a child.
🇺🇸🇩🇰🇬🇱
Den tidligere ambassadør for USA i Danmark, Rufus Gifford, kalder kort og godt Trump: Et barn.