Populær dansk prisuddeling aflyst

Prisuddelingen "Guldtuben", som hylder YouTube-stjerner og instagrammere, bliver ikke afholdt i år.

Offentliggjort Sidst opdateret

De sidste fire år er YouTube-stjerner og populære instagrammere blevet hyldet ved prisuddelingen “Guldtuben”, men i år er festlighederne aflyst.

Det bekræfter SplayOne, der står bag prisuddelingen, over for Ekstra Bladet.

– Vi rykker showet til næste år. Det gør vi af flere årsager. Først og fremmest fordi showet har nået en størrelse, der forpligter, at man gør det ordentligt, siger country manager hos SplayOne, Jacob Ringsing Gallaus, til avisen.

Artiklen fortsætter under videoen

“Guldtuben” blev afholdt første gang i 2015 og er siden da vokset markant.

Sidste år havde mere end 12.000 fans købt billet til showet, der blev afholdt i Royal Arena i København, mens endnu flere så med, da showet blev transmitteret live på TV2 Zulu og online via streamingtjenester.

Vil leve op til forventninger

Jacob Ringsing Gallaus fra SplayOne håber, at de mange seere vil have tålmodighed, selv om de må vente et år, før prisfesten atter bliver afholdt.

– Vi håber selvfølgelig, at folk vil se på det som, at vi kommer tilbage med noget rigtig spændende til næste år. Vi gør det for at sikre, at det show, de får, lever op til de forventninger, de har, siger han til Ekstra Bladet.

Ved “Guldtuben” i 2018 kæmpede de nominerede blandt andet om prisen som Årets Videoskaber, Årets Gamer, Årets Rising Star og Årets Humor.

Powered by Labrador CMS