Poul Krebs: -Jeg glemte mig selv i andres klogskab

Da Poul Krebs' tætte ven gennem mange år døde, rådede han musikeren til at stå ved sin mening.

Poul Krebs er aktuel med albummet “Maleren og delfinerne på bugten”. Foto: Torben Christensen/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Med 23 album og 5 opsamlingsalbum i bagagen hører Poul Krebs til i bunken af Danmarks mest erfarne soloartister.

Men selv om man har et utal af udgivelser og tusindvis af timers erfaring i ryggen, så er det aldrig for sent at lære noget nyt.

Det har 61-årige Poul Krebs, der nu er aktuel med sit 23. album, “Maleren og delfinerne på bugten”, erfaret.

Krebs er blevet bedre til én ting

Selv forklarer Poul Krebs, at han nu for alvor har fundet sin plads i den danske musikbranche.

Væk er al stræben efter perfektion, og han er blevet bedre til at holde fast i sin intuition og mening.

– Jeg har været med til at lave en masse album, hvor vi har tilstræbt at lyde, som tiden dikterede. Det har jeg erkendt, at mine sange ikke blev bedre af.

– Nu er jeg kommet frem til den erkendelse, at jeg godt ved, hvad jeg er bedst til, og jeg ved også, hvor jeg føler, at jeg har en plads. Så nu er det det, jeg prøver at udbygge, siger Poul Krebs.

Bred vifte af musik

Hans musikalske vifte er bredere end de flestes, og han er kommet vidt omkring i sit udtryk.

De første mange år var en evig jagt på en musikalsk identitet, forklarer Poul Krebs.

– Der var hele tiden forsøg på at finde mig selv og der, hvor jeg var bedst til at skrive, og hvor mit udtryk stod bedst. Det var en lang søgen, som jeg var meget tæt på at opgive midt i det hele.

Vendepunktet kom for alvor med succesalbummet “Små sensationer” fra 1995.

Råd, der blev udslagsgivende

Men først for omkring to et halvt år siden fik han er råd, der blev udslagsgivende.

Det kom fra hans tætte ven og trommeslager gennem mange år Christer Jansson.

– Der skete noget for mig, da jeg sad ved hans side, da han døde. Lisa Nilsson (svensk sangerinde, red.) sad på den ene side af ham og jeg på den anden. Det sidste han sagde, sagde han til os.

– Til mig sagde han, at jeg skulle huske at stå ved det, jeg mener. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke har gjort det før, men undervejs i min karriere har jeg måske lyttet mere til andre og glemt mig selv i deres klogskab, siger Poul Krebs.

Rådet har han taget til sig, og hvor han tidligere i karrieren ville gå mere i dialog om sin musik, lytter Poul Krebs nu først og fremmest til sin egen mavefornemmelse, når han er i tvivl.

– Hvor jeg tidligere måske har givet efter for en producers ekspertise, har jeg nu med Christers hjælp lært at stå ved min mening. Han gav mig en masse power til at stå ved det og sige: “Det bliver sådan her,” siger Poul Krebs.

Album gennemsyret med egne beslutninger

Med sit nyeste album er han i sit rette element som historiefortæller og stemningsreporter.

Albummet er gennemsyret af hans egne beslutninger, fortæller han.

De mange forsøg i forskellige retninger er dog ikke noget, den danske hitmager bruger tid på at ærgre sig over.

– Jeg er ikke god til at fortryde ting, for så kan man bruge nok så meget dårlig energi på at fortryde. Jeg har indset, at hver eneste skridt på vejen har lært mig noget. Jeg har jo været her i så mange år, at jeg nu tænker, at det hele var en læringsproces, forklarer han.

“Maleren og delfinerne på bugten” udkommer 29. september.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS