Prinsesse inviteret på Sønderjysk kaffebord

Da prinsesse Benedikte åbnede en udstilling for Museum Sønderjylland på Sønderborg Slot, blev hun inviteret på kaffebord.

Prinsesse Benedikte åbnede fredag den 17. januar udstillingen 100 år med Danmark – Sønderjylland siden genforeningen. KLIK VIDERE OG SE FLERE BILLEDER. Foto: Museum Sønderjylland
Prinsesse Benedikte åbnede fredag den 17. januar udstillingen 100 år med Danmark – Sønderjylland siden genforeningen. KLIK VIDERE OG SE FLERE BILLEDER. Foto: Museum Sønderjylland
Udgivet Opdateret

Fredag drog prinsesse Benedikte en tur til Sønderjylland, da hun skulle åbne udstillingen 100 år med Danmark – Sønderjylland siden genforeningen, som Museum Sønderjylland står bag.

Foruden en tale, der officielt åbnede udstillingen, blev prinsessen inviteret på en sønderjysk tradition i både digital og analog form, fremgår det af Det Danske Kongehus’ Instagram.

Artiklen fortsætter efter videoen

Taj en kach

Da prinsesse Benedikte sammen med en lang række inviterede gæster åbnede udstillingen på Sønderborg Slot, var hun der ikke bare for at holde tale. Hun blev også udsat for noget af en udfordring.

Efter talerne, der foregik i Riddersalen, blev prinsessen vist rundt i udstillingen. Her blev hun udfordret i udstillingens digitale spil Taj en Kach. Prinsessen blev præsenteret for et Sønderjysk kagebord, hvor det gælder om at tage kagerne i den rigtige rækkefølge. Prinsessen og fremtidige gæster bliver guidet på sønderjysk af den tidligere deltager i Den store bagedyst Katja Stoch.

Efterfølgende kunne prinsessen da også nyde et ægte sønderjysk kaffebord, hvor der traditionen tro er rigelige mængder kager at guffe sig igennem.

Den største satsning

I mere end tre år har folk fra Museum Sønderjylland arbejdet på udstillingen 100 år med Danmark – Sønderjylland siden genforeningen. Faktisk betegner museet det, som en af de største satsninger i museets tid.

– Udstillingen er en stor satsning, som skal fungere som en basisudstilling på museet. Altså et fast tilbud på slottet i flere år. Det er den største udstilling i længere tid, sagde enhedsleder for historie ved Museum Sønderjylland Carsten Porskrog Rasmussen til Kendte.dk før prinsessens besøg fredag den 17. januar.

Udstillingen er omtrent 30 procent større i omfang end tidligere udstillinger.

På udstillingen bliver de seneste 100 år fra 1920 i den danske historie fremlagt. Udstillingen består af klassiske elementer som artefakter i montre, mens der også er en større digital del af udstilling blandt andet et filmisk værk, der kan opleves i en lille biograf, hvor filmen afspilles på tre vægge.

Et særligt forhold

For folkene bag Museum Sønderjylland betød det meget, at netop prinsesse Benedikte ønskede at deltage.

– Det er vi meget glade for. Det betyder altid noget, når én fra kongehuset deltager. Men for os er der en særlig pointe ved det, for kongehuset har siden genforeningen haft et særligt forhold til Sønderjylland i kraft af, at kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid tog sommerresidens på Gråsten Slot, som de har videreført til sine døtre. Det synes vi, er en meget smuk pointe, sagde Carsten Porskrog Rasmussen.

Der er et særligt hjørne i udstillingen om de kongeliges relation til Sønderjylland.

Powered by Labrador CMS