Ferieskader: Her går det galt

I sommerferien ser skadestuerne især handyman-skader fra haveredskaber, strandrelaterede ulykker og ikke mindst alkoholrelaterede skader

Selvom man måske kunne forestille sig, at typiske sommerskader består af brandsår fra bål og grill, fylder den slags skader meget lidt i statistikken. (arkivfoto)
Selvom man måske kunne forestille sig, at typiske sommerskader består af brandsår fra bål og grill, fylder den slags skader meget lidt i statistikken. (arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Danskernes vaner ændrer sig, når der går ferie og godt vejr i den.

Vi er mere udenfor, vi har mere tid, og så ender det gerne med at de praktiske opgaver skal løses.

Og det kan man også se på de danske skadestuer, hvor der dog faktisk er færre skader i sommerferien end ellers:

- Når det er sommer, er der færre arbejdsulykker og færre skader i forbindelse med skoleaktiviteter og sport, fortæller Niels Dieter Röck, som er overlæge ved Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitets Hospital.

Motoriserede redskaber

Men om sommeren er det generelt skader som følge af uheld med et haveredskab, som flest kommer ind med.

Også i Akut- og Traumecenteret på Aalborg Universitetshospital, hvor Susanne Olsen er behandlersygeplejerske:

- Vi ser rigtig mange skader pådraget under handymand-opgaver, så som folk der har fået en vinkelsliber i benet, eller som har borer eller skåret sig i fingrene, fortæller Susanne Olsen.

Det kan Niels Dieter Röck nikke genkendende til:

- Især motoriserede haveredskaber som en hækklipper kan være farlige, hvis de løber løbsk, advarer han.

Trend i vandsport

Derudover kommer der også folk ind på skadestuerne direkte fra stranden.

Og her er en ny trend inden for vandsport begyndt at vise sit ansigt. 

Flere driver nemlig for langt ud på havet, og hvis strømmen først får fat, kan de ikke komme ind til land igen.

- Så går de måske i panik og falder og slår sig, eller også skal de til behandling for nedkøling, fordi de ender med at opholde sig i vandet i meget lang tid, indtil de bliver reddet, fortæller Susanne Olsen.

Men det kan faktisk også ende værre i havet:

- Drukneulykker sker jo om sommeren, men det er heldigvis ikke noget, vi ser dagligt, fortæller Niels Dieter Röck.

Farligt mix

En varm sommerdag hjælper ofte på danskernes humør, og når man skal slukke tørsten til de danske sommerfester, bliver det ofte gjort med alkohol:

- Vi ser helt sikkert mange, som er kommet til skade, imens de er fulde til en sommerfest. Det er både faldskader men faktisk også en del skader fra slåskampe, fortæller Susanne Olsen og fortsætter:

- Vi ved, at der ofte er alkohol involveret, når der eksempelvis er EM i fodbold og studenterkørsler. Derfor kalder vi ekstra personale ind på dage med store begivenheder, fordi vi ved, at vi får ekstra travlt, siger hun.

Fest- og alkoholrelaterede skader er ikke særskilte for sommerferien, de sker hele året rundt. Men kombinationen af sommervarme og alkohol kan være et farligt mix.

Børneskader fylder

Derfor får danskerne lige et råd med på vejen om deres væskeindtag til sommerfesterne:

- Vi får også dehydrerede folk ind om sommeren, og alkohol er jo dehydrerende i sig selv. Derfor er det en god idé at drikke noget andet også, råder Niels Dieter.

Udover de ovenstående skadetendenser om sommeren fylder legeulykker fra trampoliner og klatrestativer især som årsag for børneskader, mens dehydrering især forårsager faldskader for ældre.

Derudover skal man huske sikkerhedsudstyret, hvis man kører på mountainbike, da cykelskader også fylder en del i statistikken.

Powered by Labrador CMS