Roxette-Marie død: Sådan foregår begravelsen
Roxette-fans opfordres til at donere penge til Cancerfonden i Sverige for at hylde den nu afdøde forsanger.
Den svenske Roxette-sangerinde, Marie Fredriksson, der gik bort mandag, skal begraves i stilhed ved en privat ceremoni.
– Begravelsen finder sted i tavshed og kun for den nærmeste kreds, siger Fredrikssons manager, Marie Dimberg, i en pressemeddelelse.
Fans, der ønsker at vise deres kondolence, kan på opfordring fra de pårørende skrive i en mindebog. Den står foran musikstudiet Baggpipe i det sydlige Stockholm, hvor Roxette har indspillet flere hits.
På Fredrikssons Facebook-profil kan man se et billede af den mindeplads, musikstudiet har indrettet.
Doner pengene
I samme opslag skriver familien til den døde popsanger, at den ikke ønsker blomster – heller ikke foran det tidligere EMI-studie – men derimod opfordres fans til at donere penge.
Til den svenske pendant til Kræftens Bekæmpelse, Cancerfonden.
Marie Fredriksson døde mandag morgen og efterlod manden Mikael Bolyos og deres to fælles børn. Hun blev 61 år gammel.
Alvorligt syg
I 2016 indstillede sangerinden al sin musik-aktivitet på grund af sin helbredstilstand.
Marie Fredriksson var i 2002 så alvorligt syg af kræft, at hun måtte gennem en større operation, hvor hun fik fjernet en knude i baghovedet.
Behandlingen havde så stor indflydelse på helbreddet, at hun i 2016 knap kunne gå – og var næsten blind på det ene øje.
Selv om Fredriksson blev erklæret rask, havde hun fortsat sundhedsmæssige udfordringer efter strålebehandlinger, som endte med at koste hende livet.
Kongen mindes
Sangerinden har modtaget kondolencer fra både kendte og royale.
– For mange i vores land, selv i min egen familie, er hendes musik tæt forbundet med minder fra særligt vigtige øjeblikke i livet, siger Sveriges konge, Gustaf, gennem sin informationschef.
Sveriges statsminister skriver på Instagram, at “det er ekstremt trist, at Marie Fredriksson er død”, og at han tænker på kunstnerens familie og venner.
Roxette blev grundlagt i 1986, og duoen består desuden af Per Gessle. Bandet er et af Sveriges mest internationalt kendte bands med hits som “It Must Have Been Love”, “Listen to Your Heart” og “Spending My Time”.
Som følge af Fredrikssons sygdom gik Roxette i opløsning, men blev gendannet igen i 2009. Frem til 2016.