Se billedet: Ibi helt nøgen til Zulu Awards
Når hun er på skærmen, plejer tv-vært Ibi Støving at være påklædt. Men til årets Zulu Awards smed hun tøjet.
Det plejer normalt at være deltagerne i TV2 Zulu-programmet “Date mig nøgen”, der smider tøjet.
Men torsdag var det programmets vært, Ibi Støving, som smed pjalterne og gik splitternøgen på scenen til Zulu Awards i K.B. Hallen.
Artiklen fortsætter under videoen
Den 45-årige tv-vært viste figuren frem, da hun sammen med skuespiller Dar Salim skulle overrække prisen for Årets Lyd.
Klapsalverne fra salen ville ingen ende tage, da Ibi Støving trådte ud af en farvet boks magen til dem, som deltagerne i “Date mig nøgen” normalt kommer ud af.
– Jeg står her af én grund og én grund alene. Det er for at tale til dem, der dealer med kropsproblemer derude.
– Jeg vil henvende mig til kvinder og unge piger. Prøv at høre her: Du er unik, du er smuk, og du gør med din krop, hvad fanden der passer dig, så længe du passer på dig selv, sagde hun fra scenen.
Masser af nøgne kroppe på scenen
Efterfølgende gjorde nogle af deltagerne fra “Date mig nøgen”-programmerne hende selskab på scenen – iført absolut ingenting.
Energien og glæden strålede ud af Ibi Støving som ellers har haft nok at se til privat.
Hun blev i begyndelsen af 2015 ramt af dobbeltsidet nyresvigt, som var tæt på at koste hende livet.
I 2017 stod hun for første gang frem og fortalte om sin sygdom for at skabe opmærksomhed omkring organdonation.
I december sidste år sluttede hendes ægteskab med fodboldspilleren Simon Makienok, som hun havde været gift med siden 2014.