Se de første billeder fra “Midt om natten”

Pressen blev blæst bagover af livebandet ved prøverne på Midt om natten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Stemningen var helt i top, da den danske presse onsdag blev inviteret indenfor til prøverne på den storsælgende musical Midt om natten i Tivolis Koncertsal.

Her kunne pressen, som nogen af de første, opleve smagsprøver på den helt nye musicalversion baseret på Gasolins og Kim Larsens unikke sangskat.

Det skriver Tivoli i en pressemeddelelse.

Det stjernebesatte cast, der bl.a. tæller Kurt Ravn (Arnold som gammel), Gustav Wolter (Benny), Troels Malling (Arnold som ung), Lise Baastrup (Susan Himmelblå), Sigurd Holmen Le Dous (Christoffer), Allan Mortensen (Tusindfryd), Jimmy Jørgensen (rockerleder), Pernille Højmark (Kranen), Max Hansen (Buhmand) og Jesper Lohmann (Charles) er i fuld gang med at lægge sidste hånd på de mange kendte klassikere fra Midt om natten-albummet samt Kim Larsen- og Gasolin´-hits – og føler sig i den grad klar til at fyre den af til premieren den 15. marts.

Blæst bagover af liveband

Pressen blev blæst bagover af livebandet ført an af kapelmester Joakim Pedersen og fik smagsprøver på sangene ”Haveje”, ”Papirsklip” og “Vi er dem; de andre ikke må lege med”.

Lise Baastrup, der spiller Susan Himmelblå fortæller:

– Vores forventninger til premieren er, at Gustav synger mega fedt og jeg synger også mega fedt, og så spiller vi begge to bare mega fedt. Og så klapper folk forhåbentlig nok på et tidspunkt. Ej vores forventninger er, at vi bliver klar – det gør vi, siger hun i pressemeddelelsen.

Mange har sikret sig en billet

Musicalen bliver ud over de mange kendte hits fra Midt om natten-albummet også krydret med stribevis af de største Kim Larsen- og Gasolin´-hits som Kvinde Min, Langebro, Rita, Rabalderstræde og Tarzan Mamma Mia.

Med afsæt i det originale filmmanuskript af Kim Larsen, Erik Balling og Henning Bahs vil publikum opleve den velkendte historie fra et nutidigt perspektiv.

I musicalversionen får publikum nemlig et bud på, hvad der skete med Benny, Arnold, Susan Himmelblå og alle de andre i tiden efter fribytterlivet på Haveje, når filmens handling genoplives i historien om en søn, der som voksen møder den far, han aldrig har kendt.

Med blot halvanden uge til premieren på musicalen Midt om natten har flere end 90.000 sikret sig billet.

Salget og interessen for Kim Larsen og Gasolin´-hits har været helt overvældende i hele landet, og billetterne i Tivoli er på rekordtid blevet revet væk.

Der er Danmarkspremiere på Midt om natten den 15. marts i Tivolis Koncertsal.

Herefter drager musicalen på turné til bl.a. Holstebro, Aalborg, Odense og Vejle.

Du kan se videoen fra pressemødet her.

Powered by Labrador CMS