Se den her: Hæsblæsende James Bond-trailer

Blandt filmens skurke, der truer med at overtage verdensherredømmet, finder man dansk-svenske David Dencik.

Daniel Craig er tilbage i titelrollen som James Bond i den 25. film i rækken om den britiske agent. SE TRAILEREN I BUNDEN AF ARTIKLEN.
Offentliggjort Sidst opdateret

Der bliver hæsblæsende action til lands, til vands og i luften, når den nye James Bond-film, “No Time To Die”, får premiere i Danmark den 11. november.

Nu er endnu en trailer landet til den 25. film i rækken om agenten, der har licens til at dræbe.

I “No Time To Die” har James Bond forladt den aktive tjeneste og har trukket sig tilbage på Jamaica. Men idyllen slutter brat, da en gammel bekendt fra CIA beder om Bonds assistance.

Missionen handler om at redde en kidnappet forsker, men opgaven viser sig at være langt voldsommere end ventet, da Bond kommer på sporet af en mystisk skurk, der er bevæbnet med en farlig, ny teknologi.

Den britiske skuespiller Daniel Craig genoptager titelrollen som James Bond, der kommer til at stå overfor superskurken Safin, som har skikkelse af den oscarvindende Bohemian Rhapsody-stjerne Rami Malek.

Den cubanske skuespillerinde Ana de Armas bliver Bonds kvindelige modstykke i rollen som den hårdtslående Paloma.

Dansk-svensk skurk

Også den dansk-svenske skuespiller David Dencik har en skurkerolle i filmen – som dog umiddelbart ikke kan spottes i traileren – og går således i fodsporene af Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen og Jesper Christensen, der tidligere har forsøgt at overtage verdensherredømmet i Bond-universet.

Der er også comeback til skuespillere fra nogle af de øvrige Bond-film.

Voldemort-skuespilleren Ralph Fiennes indtager rollen som M, mens Ben Whishaw spiller Q, og så vender den franske skuespillerinde Léa Seydoux tilbage som Madeleine Swann.

Der er også gensyn med Christoph Waltz som Blofeld og Naomie Harris som Moneypenny.

“No Time To Die” får dansk biografpremiere den 12. november.

Se traileren her:

Powered by Labrador CMS