Søs fra Krøniken runder skarpt hjørne

Maibritt Saerens blev kendt i rollen som Søs i DR-serien "Krøniken". Siden er hun vendt tilbage til teatret. I dag, den 25. maj, fylder hun 50 år.

Skuespiller Maibritt Saerens fylder 50 år. Arkivfoto: Simon Knudsen/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Skuespillere kan stå på den ene teaterscene efter den anden og medvirke i et utal af film, uden at publikum kan sætte navn på deres ansigter.

Maibritt Saerens er beviset på, at en hovedrolle i en landsdækkende tv-serie kan vende op og ned på det.

Artiklen fortsætter under videoen

Med sin rolle som Søs Nielsen i DR’s “Krøniken” blev hendes navn for alvor slået fast.

Gennem fire sæsoner fra 2004 til 2007 fulgte seerne hende som Kaj Holgers (Waage Sandø) uregerlige datter og siden i det turbulente ægteskab med Palle From (Anders W. Berthelsen).

Serien fik nogle af de højeste seertal – enkelte afsnit blev set af flere end 2,5 millioner.

Men alting kommer med en pris – også rollen som Søs, fortalte Maibritt Saerens for nogle år siden i et interview med Femina.

– Jeg blev jo ved med at få roller på grund af den. Men det betød også, at folk forventede, at jeg var en primadonna og heftig og besværlig at samarbejde med. Det faldt til ro. Men det tog noget tid.

Mange andre roller

25. maj fylder Maibritt Saerens 50 år, og siden serien har hun lagt andre tv-roller til karrieren. Blandt andet som Charlotte Skovgaard i TV3-serien “2900 Happiness”, ligesom der har været mindre roller i DR-serierne “Forbrydelsen” og “Livvagterne”.

Maibritt Saerens er uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1999, men hun har også uddannet sig på den alternative teateruddannelse Michael Chekov Studio.

Sin teaterdebut fik hun i “Guder: Fantomsmerter” på Aarhus Teater, hvor hun også siden har stået på scenen.

Blandt større roller på andre teatre er Nora i Ibsens “Et Dukkehjem” på Folketeatret i København, Katarina i Shakespeares “Trold kan tæmmes” på samme teater og Julie i Strindbergs “Frøken Julie” på Kaleidoskop i København.

Maibritt Saerens har gennem en årrække været underviser på CISPA-Copenhagen International School of Performing Arts.

Hun er mor til tvillingerne Annabelle og Roberto.

Powered by Labrador CMS