Stoppede efter 73 biograffilm

Jean-Luc Godard var i sin ungdom med til at ændre konventionerne i fransk film, og danske Anna Karina blev stjerne i flere af dem. 3. december fylder han 90.

Den fransk-schweiziske filminstruktør Jean-Luc Godard, der har vundet en perlerække af filmpriser, fylder den 3. december 90 år. (Arkivfoto) – Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Jean-Luc Godards navn er uløseligt forbundet med den “nye bølge” i fransk film op gennem 1960’erne.

Den fransk-schweiziske filminstruktør står bag banebrydende og eksperimenterende film som “Åndeløs”, “Jeg elskede dig i går”, “Alphaville” og “Manden i månen”.

Artiklen fortsætter under videoen

Nøgleordene var opgør med konventioner, autoriteter og kommercialisme. Godard var en af oprørets radikale bannerførere sammen med kollegaen François Truffaut.

Torsdag den 3. december fylder Jean-Luc Godard 90 år.

Han blev i 1961 gift med den danske model og skuespiller Hanne Karen Blarke Bayer, som efter navneforandring til Anna Karina blev stjerne i flere af sin instruktørmands film i 1960’erne. Hun døde i 2019, 79 år gammel.

På Sorbonne i Paris

Som ung læste Jean-Luc Godard etnologi på blandt andet Sorbonne Universitetet i Paris. Her mødte han ligesindede unge filmskabere med et stærkt politisk engagement.

Årtiet var dybt politiseret, og de unge filmfolk ville i deres værker solidarisere sig med strejkende arbejdere og studenter under ungdomsoprøret i Frankrig i 1968.

Godards film er ofte manifestagtige og taler langtfra alle til det gængse biografpublikum. I alt 73 titler er det blevet til fra hans hånd.

I 1980’erne begyndte han igen at lave spillefilm, og i 1983 kom “Fornavn Carmen” og i 1987 “Kong Lear”. Men de fik ikke samme opmærksomhed som hans tidlige værker.

Stoppede brat

En dansk kender, filmmanden Christian Braad Thomsen, mener dog, at Godards kunstneriske udvikling stoppede brat omkring ungdomsoprøret.

Han holdt op med at lave spillefilm og lavede i stedet rædselsfulde politiske kortfilm. Alt efter 1968 fra ham er nærmest psykotisk, sagde Christian Braad Thomsen i 2018 til Jyllands-Posten.

Ikke desto mindre har Jean-Luc Godard modtaget en perlerække af filmpriser: Sølvløven, Guldbjørnen, Guldløven, Den Gyldne Leopard, Adorno-prisen og en Æres-Oscar.

Powered by Labrador CMS