Stopper som chef
Ekstra Bladet skal finde en ny ansvarshavende chefredaktør
Efter 14 år på posten har Poul Madsen valgt at stoppe som ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet.
Det skriver Ekstra Bladet, sjovt nok, selv.
– Jeg står et helt nyt overraskende sted i mit liv, hvor jeg tidligere havde besluttet, at jeg VAR Ekstra Bladet. Nu vil jeg være Friedas far og Helenes mand, forklarer Poul Madsen til bladet.
Madsen overlader roret til de nuværende chefredaktører Pernille Holbøll og Kristoffer Eriksen. Holbøll konstitueres som ansvarshavende chefredaktør.
Poul Madsen siger ikke farvel til Ekstra Bladet. Her vil han fortsætte som debattør og skribent.
Ekstra Madsen
58-årige Poul Madsen blev i februar far til en lille pige.
Poul Madsen har fået barnet med 29 år yngre Helene Seitz-Madsen, som han blev gift med i april 2019.
“Alle har det godt og Frieda er så ubetinget den smukkeste baby jeg har set i 29 år – så længe er det nemlig siden jeg sidst blev far,” skrev Poul Madsen da på Facebook.