Støtterne vælter ind
Sangerinden har bedt en dommer om at blive fri
Se flere billeder i galleriet over denne artikel
Britney Spears bad onsdag, lokal tid, en dommer ved retten i Los Angeles, om at blive frigjort.
Den amerikanske megastjerne har haft sin far udpeget som værge siden 2008, og over en videoforbindelse gjorde Britney Spears det helt klart, at de seneste 13 år har taget hårdt på hende.
– Dette værgemål har gjort mere skade på mig, end det har gavnet, siger Spears på en videoforbindelse i en 20 minutter lang og følelsesladet udtalelse.
– Jeg fortjener at få et liv, sagde Britney Spears, der selv havde anmodet om, at hendes vidnesbyrd blev hørt af offentligheden.
Støttes af kolleger
Britney Spears bøn har fået flere af hendes kolleger fra den amerikanske underholdningsbranche til at støtte op om hende.
– Vi elsker dig Britney!, skriver Mariah Carey på Twitter.
Skuespilleren Rose McGowan skriver på Twitter, at Britney Spears har al mulig ret i verden til at være vred.
– Hvordan ville du have det, hvis dit liv blev stjålet fra dig? Jeg beder for, at hun får lov til at leve sit liv på sine egne betingelser, skriver Rose McGowan.
Også Justin Timberlake, der for år tilbage var del af et meget medieomtalt forhold til Britney Spears, har sat sig til tasterne.
– Efter det, vi har set i dag, burde vi alle støtte Britney, skriver Justin Timberlake på Twitter.
Han skriver også, at det, Britney Spears bliver udsat for nu ikke står mål med hendes fortid.
Vil have sit liv tilbage
Jamie Sanders, der er far til Britney Spears, blev i 2008 udpeget som værge for datteren. Han havde fuld kontrol over det meste af hendes liv frem til 2019, sammen med en advokat. I dag har han ansvaret for det økonomiske og forretningsmæssige i samarbejde med et forvaltningsfirma.
– Jeg vil bare have mit liv tilbage. Det har varet 13 år, og det er nok, siger hun ifølge nyhedsbureauet AFP.
– Jeg mener virkelig, at dette værgemål udgør et overgreb, sagde Britney Spears i retten.
Britney Spears’ vidnesbyrd er på mange måder et bevis for, at den bevægelse, der de seneste år har samlet sig under kampråbet #freebritney, havde ret i deres formodninger.
Fans over hele verden har gennem årene været overbevist om, at Britney Spears ikke havde det så godt, som hun gav udtryk for på sociale medier.
Intet er afgjort
Jamie Spears har også reageret på datterens udsagn.
I en udtalelse læst op af en advokat siger Jamie Spears, at han er “ked af at se sin datter lide og være i så meget smerte”.
– Hr. Spears elsker sin datter og savner hende meget, lyder det i udtalelsen ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Retsmødet onsdag er sluttet uden en afgørelse.
Dommer Brenda Penny siger, at Spears skal indgive en formel anmodning til retten om at afslutte værgemålet, før der kan tages en beslutning.
Se flere billeder i galleriet over denne artikel