Sutherland senior rager stadig op

Selv om skuespilleren Donald Sutherland forlængst har passeret pensionsalderen, fortsætter han med at optræde i film og tv-serier. Den 17. juli bliver han 85.

Donald Sutherland har været med i over 200 produktioner.Foto: LUKE MACGREGOR / SCANPIX
Foto: LUKE MACGREGOR / SCANPIX

Offentliggjort Sidst opdateret

Måske husker du ham fra gennembruddet “Det beskidte dusin” fra 1967. Fra “Space Cowboys” eller “Stolthed & fordom” i 00’erne.

Eller hvis du er fra en yngre generation, kan det være, du har set ham som præsident Snow i “Hunger Games”-trilogien.

Artiklen fortsætter under videoen.

Donald Sutherland har i hvert fald været i gang længe. Fredag den 17. juli fylder han 85 år, og et karrierestop ligger ikke i kortene.

“Pension for en skuespiller er døden”

Pension for en skuespiller er døden. Mit arbejde vil fortsætte, indtil jeg dør, sagde han engang til magasinet The Hollywood Reporter.

Der er gået mere end et årti siden da, men Donald Sutherlands attitude er den samme i dag.

Den canadiske skuespiller dukker derfor stadig op som helt eller skurk i film og tv-serier. Og med sine 192 centimeter i højden, et par gennemborende øjne og en karakteristisk hvid manke – ofte suppleret med skæg – er han svær at overse.

Oprindeligt uddannet ingeniør

Oprindeligt er Sutherland uddannet ingeniør i Toronto, men sideløbende tog han også en universitetsgrad i drama.

Herefter var drømmen at blive billedhugger, men da den ikke gik i opfyldelse, rejste han som 22-årig på tværs af Atlanten for at tage en reel skuespiluddannelse i London.

Roger Moore hjalp

Han fik små roller i britiske film og tv-serier, hvor han blandt andet blev instrueret af stjernen Roger Moore i serien “The Saint”.

Her spurgte han lidt kækt den otte år ældre Moore, om han ikke kunne vise optagelsen fra serien til nogle producere på en film, som han håbede at få en rolle i.

Filmen var “Det beskidte dusin”, og henvendelsen virkede, for Sutherland fik efterfølgende rollen.

Det blev Sutherlands gennembrud, og kort efter landede han også rollen som kirurgen Hawkeye Pierce i den populære krigssatire om Korea-krigen “Mash”. Han fik også en stor rolle i krigsklassikeren “Kellys helte”, og derefter har Sutherland ikke set sig tilbage.

Medvirket i 200 produktioner

I alt har han medvirket i tæt på 200 produktioner. Alt fra gyseren “Rødt chok” over en stemmerolle i kultserien “The Simpsons” til rumdramaet “Ad Astra” fra sidste år.

Og mens han aldrig har vundet en af de eftertragtede Oscar-statuetter, præmierede akademiet i 2017 ham med en ærespris for sit omfattende livsværk.

Arbejdet med danskere

Privat er Donald Sutherland gift med skuespilkollegaen Francine Racette, og sammen har de tre børn.

Fra et tidligere forhold med skuespilleren Shirley Douglas har han to børn, hvoraf en af dem, sønnen Kiefer, også er blevet berømt på det hvide lærred.

Donald Sutherland kan snart opleves i thrilleren “The Burnt Orange Heresy”, hvor han spiller over for Claes Bang, og i Susanne Biers serie “The Undoing”, der kan streames fra efteråret.

Powered by Labrador CMS