Røde Kors trækker julehjælps-video tilbage

Stærk video, hvor børn "snydes" til at tror, at de ikke skal holde jul i år deler vandene på de sociale medier

Sådan så det videoopslag ud, som Dansk Røde Kors havde lagt ud på sin Facebook-profil. Nu er det blevet fjernet igen. Foto: Facebook.
Udgivet Opdateret

En video fra Røde Kors i Danmark har i dag delt vandene på Facebook. Faktisk har den skabt så stor debat, at Røde Kors har besluttet, at trække videoen tilbage.

I videoen fortæller forældre deres børn, at der desværre ikke er råd til at holde jul i år. Og det afstedkommer både gråd, fortvivlelse og tydelige bekymringer hos de små drenge og piger. Men det giver også en helt anden reaktion, nemlig viljen til at hjælpe:

“Jeg kan give dig nogle penge fra sparegrisen”, som en lille pige siger med alvorlig mine, til sin mor.

Og netop trangen til at hjælpe folk, der ingen penge har, er videoens formål. For skriver man en sms med “Julehjælp” og sender den til 1240, så giver man 50 kroner til udsattes børns jul.

Uheldige effekter

Kommunikationschef Klaus Nørskov, Røde Kors, fortæller til newsbreak.dk, at videoen nu er trukket tilbage.

– Det er sket efter de mange kommentarer, den har medført. Årsagen til, at vi trækker videoen tilbage er, at den kan have nogle uheldige effekter for de medvirkende børn. For at sende et utvetydigt signal, har vi derfor valgt at tage videoen af igen, siger Klaus Nørskov, der samtidig understreger, at Røde Kors ikke automatisk sletter en video bare fordi, der er mange, der kommenterer negativt.

Fifty-fifty

– Vi har ikke talt antallet af positive og negative kommentarer. Men jeg vil skyde på, at de fordeler sig cirka “fifty-fifty”. Vi vil gerne have “kant” på de ting vi laver. Og det vil vi også fortsætte med. Når vi trækker videoen tilbage handler det om, at vi i vores eftertanke erkender, at den kan have nogle uheldige effekter for de medvirkende børn. Jeg siger ikke, at den har. Men i forhold til de kommentarer, vi har læst, skaber det berettiget tvivl, siger Klaus Nørskov.

At videoen har delt sig med lynets hast på Facebook, er Klaus Nørskov udmærket klar over.

– Vi kan jo se i de værktøjer, vi har til at måle den virale effekt, at den er blevet set. Men stor respons er ikke altid et mål. Og uanset effekten, så har vi et grundprincip om, at målet ikke helliger midlet, siger kommunikationschefen.

I morges lagde vi en video ud, hvor vi viser en håndfuld børns reaktion, når forældrene fortæller dem, at de ikke har rå…

Opslået af Røde Kors på 10. december 2015

Powered by Labrador CMS