Tillykke: Mia Lyhne fylder 50 år

Mia Lyhne har lært sig selv at spille skuespil. Hun kendes bedst fra sin rolle i "Klovn", men har mange andre film og serier på cv'et. 6. juli fylder hun 50

Offentliggjort Sidst opdateret

Der var dengang, da Mia ikke fik lov at adoptere, fordi Frank sammenlignede børn med smørrebrød.

Der var dengang, da Mia modvilligt blev indehaver af en ko, som Frank havde købt på et dyrskue.

Og så var der dengang, da Frank kaldte hende “en lille mand”, fordi hun røg pibe.

Jo, i Mia Lyhnes rolle som Franks partner i serien “Klovn” og de dertilhørende film må hun nok tage titlen som den mest hårdtprøvede – og overbærende – kæreste i dansk tv-historie.

Selvlært

Heldigvis er det hele bare skuespil, og det er noget, Mia Lyhne har lært sig selv. Lyhne, der fylder 50 år den 6. juli, kom nemlig aldrig ind på en teaterskole.

Men det har ikke stoppet hende i at få mere succes end mange andre i faget. I rollen i “Klovn”, men også i adskillige andre produktioner.

I starten af karrieren slog hun sine folder på de skrå brædder på Bellevue Teatret.

I 2000’erne begyndte hun så småt at dukke op i film og serier. Det er siden blevet til roller, hvor det komiske og satiriske talent er kommet til syne som i “De Grønne Slagtere”, “Blå Mænd” og “Dræberne fra Nibe”.

Men Mia Lyhne har også spillet mere seriøse karakterer i blandt andet “Krøniken” og den nye “Lille Sommerfugl”.

Et fast holdepunkt

Det tilbagevendende punkt i de fleste af hendes aktive år som skuespiller har dog været “Klovn”.

Serien startede i 2005, en ny sæson ruller over skærmen i netop disse uger, og Mia spiller stadig rollen som partner til den uheldige Frank.

I “Klovn”-universitet er det ofte blevet sagt, at Frank Hvam og Casper Christensen spiller ekstremt karikerede versioner af sig selv.

Mia Lyhne fortalte i 2015, at hendes rolle faktisk lå ret langt fra, hvem hun er i virkeligheden. Men at det netop er det, der gør den sjov.

– Jo mere pæn, hun er, jo sjovere er hun at spille. Og det er nok også, fordi hun er så langt fra, hvem jeg er, sagde hun.

Mia Lyhne har som mange andre kendte danskere været med i “Vild med dans” – og hun vandt faktisk. Sejren kom i 2005 med dansepartneren Thomas Evers Poulsen.

Hun har to børn og bor i København.

Powered by Labrador CMS