Trækker ugeblad i retten

To kendte går i landsretten for at få erstatning for krænkelser af deres privatliv i Se og Hør-sagen

Den gik ikke i byretten, så har de anket sagen. Foto: Kasper Palsnov/Scanpix
Udgivet Opdateret

Spørgsmålet om erstatning i Se og Hør-sagen er endnu ikke slut.

For to af de kendte – tv-vært Line Baun Danielsen og musikproducer Remee – har valgt at anke byrettens afvisning af erstatning til landsretten.

Det fortæller kendissernes advokat, Brian Larsen.

– Vi mener, at det er en forkert afgørelse, siger han.

Københavns Byrets afgørelse af sagen om erstatning blev afgjort 9. april. Her fik seks kendisser nej til godtgørelse.

Stod med regning

Retten fandt, at samtlige seks kendisser har været udsat for grove krænkelser af deres privatliv. Men det kan ifølge retten ikke lægges til grund, at der var tale om en systematisk eller kontinuerlig overvågning.

I stedet stod de to kendte tilbage med en regning for sagsomkostninger. For Line Baun Danielsen er den fra byretssagen på 143.500 kroner.

Ved at tage i landsretten er der risiko for, at den regning vokser. Omvendt kan de også slippe for byrettens omkostninger, hvis sagen i landsretten går deres vej.

Sagen i landsretten er ikke rettet mod alle fra byretssagen. Tidligere Se og Hør-chefredaktør Henrik Qvortrup, der snart bliver chefredaktør på Ekstra Bladet, bliver ikke en del af sagen i landsretten.

– Line Baun har valgt kun at tage Aller Media, siger Brian Larsen og uddyber:

– Det er et spørgsmål om sagsomkostninger. Det har været meget voldsomt i sagsomkostninger. Det er et spørgsmål om at begrænse det, men samtidig få fastholdt sin ret.

Mens Line Baun Danielsens søgsmål alene retter sig mod Aller Media, er Remees sag mod tidligere chefredaktør Kim Ejler Henningsen og tys-tys-kilden.

Lader sagen ligge

De fire andre kendte – som altså har valgt at lade sagen ligge med byrettens dom – er komiker Casper Christensen, skuespiller Iben Hjejle, fotograf Martin Jørgensen og model Oliver Bjerrehuus.

Det er endnu uvist, hvornår sagen vil komme for landsretten.

Kendissernes sager har været længe undervejs, da de afventede EU-parlamentariker Morten Helveg Petersens (R) sag. Han tabte dog i Højesteret sidste år, da han fik afvist godtgørelse.

Alligevel forsøger flere kendisser altså at få deres krav igennem.

Det var i 2014, at det, der af mange betegnes som danmarkshistoriens største medieskandale, begyndte.

Indsamlede oplysninger

Tys-tys-kilden skaffede sig som it-operatør hos IBM uberettiget adgang til oplysninger om kendte danskeres gøren og laden.

Med tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup indgik han en aftale om løbende at skulle skaffe sig adgang til kendte personers kreditkortoplysninger i systemer hos PBS/Nets. Oplysningerne sendte han til to journalister på Se og Hør.

Aftalen fortsatte, efter at Qvortrup forlod ugebladet.

I alt blev der indsamlet oplysninger om flere end 100 kendisser.

I en tilståelsessag i august 2016 modtog Aller Media en bøde på ti millioner kroner. En tidligere nyhedschef og en tidligere redaktionschef blev hver idømt seks måneders betinget fængsel.

Tre måneder senere blev to tidligere chefredaktører, to journalister og tys-tys-kilden selv dømt. Straffene landede på mellem fire måneders betinget fængsel og halvandet års ubetinget fængsel.

Powered by Labrador CMS