Trods corona: Hitmagere spiller på fire danske festivaler

Selv om festivalerne er aflyst, bliver der alligevel spillet musik på pladserne denne sommer.

Udgivet Opdateret

Der bliver ikke proppet foran Orange Scene eller et hav af mennesker i Bøgeskoven denne sommer, hvor coronavirussets indtog har aflyst musikfestivalerne.

Men alligevel optræder en lang række af de største danske kunstnere på både Roskilde Festival, Smukfest, Langelandsfestival og Vig Festival. Det sker i programserien “Hele Danmarks Festival”, som bliver vist hen over sommeren på TV2, afslører tv-stationen på sin hjemmeside.

– I “Hele Danmarks Festival” kan man sommeren igennem opleve den gode festivalstemning og masser af musik på TV2, når Rasmus Bjerg i godt selskab med Simon Kvamm, Lis Sørensen, Sanne Salomonsen og Christopher stabler fire minifestivaler på benene på fire ikoniske festivalpladser: Skanderborg, Vig, Roskilde og Langeland, lyder det.

I programmet taler Rasmus Bjerg og hans medværter med de optrædende om deres største, vildeste eller mest mærkelige oplevelse på den pågældende festival – enten når de selv har optrådt, eller når de har været der som gæst.

De dykker også ned i festivalernes særlige traditioner og stemninger, afslører TV om programmerne.

Vi savner det

Her afsløres det også, at Scarlet Pleasure, The Minds of 99, Phlake, Alphabeat og Poul Krebs er blandt de mange optrædende.

– Vi kommer alle sammen til at savne livemusikken og fællesskabet ved sommerens festivaler, når de nu er aflyst, men jeg håber, vi kan skabe en flig af stemningen hos folk ude i stuerne. Det har i hvert fald været en hyggelig og – sine steder – en smuk oplevelse at være ude på festivalpladserne med nogle af Danmarks dygtigste musikere, siger vært Rasmus Bjerg og fortsætter:

– Det kan godt være, at der ikke står 10.000 mennesker og lytter, men det har været dejligt at se glæden i musikernes øjne, når de endelig har fået lov til at spille for et lille bitte publikum igen, siger Rasmus Bjerg.

“Hele Danmarks Festival” sendes fra lørdag 27. juni og de tre efterfølgende lørdage på TV2 og TV2 Play.

Powered by Labrador CMS