-Troede han ville slå mig ihjel

Modellen Ashley Morgan Smithline vil stoppe den 52-årige rockmusiker Marilyn Manson, som hun beskriver som "det mest frygtindgydende monster i verden"

Endnu en kvinde anklager rockmusikeren Marilyn Manson for seksuelle overgreb, misbrug og vold. Foto: Suzanne Cordeiro/AFP
Offentliggjort Sidst opdateret

Modellen Ashley Morgan Smithline anklager sin ekskæreste Marilyn Manson for at have voldtaget, misbrugt og udøvet psykisk såvel som fysisk vold mod hende. Det gør hun i et interview med det amerikanske medie People.

Hun er endnu en i rækken af kvinder, som retter grove beskyldninger om seksuelle overgreb, misbrug og vold mod den 52-årge rockmusiker, som har det borgerlige navn Brian Warner.

Bed, voldtog og skar med kniv

Ifølge Ashley Morgan Smithline er Marilyn Manson skyld i, at hun døjer med PTSD, mareridt og OCD.

Selv om det er mere end 10 år siden, at hun afsluttede forholdet til Manson, så har de ting, ekskæresten udsatte hende for, sat sig sine spor.

– Jeg håber, at jeg ved at tale højt om det her kan stoppe det mest frygtindgydende monster i verden, fortæller hun til People og fortsætter:

– Det var først, da jeg satte mig ned med de andre ofre for ham, at jeg begyndte at forstå, at jeg ikke var medskyldig eller skamfuld.

Marilyn Manson både bed hende, voldtog hende og skar i hende med en kniv, fortæller modellen i interviewet.

– Jeg troede, han ville slå mig ihjel, lyder det.

Udover de fysiske overgreb spærrede han hende angiveligt også inde i et rum, som mindede om et “koldt og sort køleskab”.

Herinde fik hun hverken lov til at gå på toilettet eller andet. Det var hendes straf, hvis hun ikke havde opført sig, som han gerne ville have det.

Låste inde, piskede og gav stød

Tidligere rt andre ekskærester ligeledes stået frem. En af de andre kvinder er ‘Game of Thrones’-skuespillerinden Esmé Bianco. Hun har sagsøgt rockmusikeren.

Ifølge retsdokumenter lokkede Marilyn Mason hende til Hollywood i 2011 med et løfte om skuespillerjobs, som aldrig blev til noget.

I stedet hævder hun, at han inviterede hende hjem, hvor han gav hende alkohol og stoffer og låste hende inde i soveværelset, hvor hun blev pisket og fik stød samt tvunget til sex med en anden kvinde.

Afviser alle anklager

Efter et væld af beskyldninger fra kvinder har politiet undersøgt flere sager, men Manson er ikke blevet sigtet for noget.

Selv afviser Marilyn Manson alle anklager. Hans advokat Howard E. King slår over for Page Six fast, at det kan bevises, at beskyldningerne fra Esmé Bianco er løgn.

– Jeg vil gøre det klart, at søgsmålet først blev sendt afsted, efter min klient nægtede at lade sig afpresse af frk. Bianco og hendes advokat og give efter for deres uhyrlige financielle krav for en hændelse, der ganske simpelt aldrig fandt sted, siger advokaten og fortsætter:

– Vi vil kraftigt bestride disse beskyldninger i retten, og vi føler os sikre på, at vi vil vinde.

På Instagram har Marilyn Manson benægtet, at de ting, som han beskyldes for, er foregået.

– Mine intime forhold har altid været med fuldstændigt samtykke fra ligesindede partnere. Uanset hvordan – og hvorfor – andre nu vælger at misvise fortiden, lyder det i opslaget.

Powered by Labrador CMS