Tryllekunstner og pilot: Prins Charles fylder 72 år

Prins Charles og familien har haft et begivenhedsrigt år. Nu kan tronarvingen fejre sin 72-års fødselsdag.

Udgivet Opdateret

År 2020 går næppe i glemmebogen for den britiske prins Charles, som lørdag fylder 72 år.

Corona skelner nemlig ikke mellem høj og lav – eller royal.

Artiklen fortsætter under videoen

Prins Charles er en af dem, der har mærket virusset på egen krop, da han fik konstateret den smitsomme sygdom i marts.

Prinsen udviste milde symptomer, men havde det – trods omstændighederne – godt, lød meldingen fra det britiske kongehus. Han kunne dog fortælle, at han i måneder efter ikke havde fået sin fulde smags- og lugtesans tilbage.

Han er dog langtfra den eneste i familien, der har trukket overskrifter det seneste år.

Hans yngste søn, prins Harry, har sammen med sin hustru, hertuginde Meghan, vinket farvel til det royale liv.

Sammen med sønnen Archie har de rykket teltpælene op og er flyttet til Californien for at leve et mere uafhængigt liv – på god afstand af særligt de britiske tabloidmedier – og har derfor taget et skridt tilbage i forhold til deres kongelige forpligtelser.

Stormomsust bror

En anden, der ikke så meget har taget et skridt tilbage, men er blevet bedt om det, er prins Charles’ bror, prins Andrew.

Han har nemlig ikke længere royale forpligtelser, efter at han blev associeret til skandalesagen centreret om forretningsmanden Jeffrey Epstein.

Jeffrey Epstein tog sidste år sit eget liv i fængslet, mens han afventede en omfattende retssag om menneskehandel og overgreb på mindreårige.

Prins Charles har for længst skrevet sig ind i rekordbøgerne som den arving, der har ventet længst på tronen.

68 år har han ventet på at indtage det job, han har været bestemt til siden sin fødsel.

Han skal en dag overtage tronen fra sin mor, dronning Elizabeth. Men prinsen har ikke spildt ventetiden.

Han har studeret arkæologi og antropologi, inden han valgte at skifte over til historie.

Pilot og dykker

Han er jet- og helikopterpilot, certificeret dykker, og så gennemførte han som den første kongelige faldskærmsregimentets træningskursus.

Ud over adrenalinen nyder han også at være kreativ – både når han maler og laver magiske trick. Han er nemlig medlem af det britiske forbund for tryllekunstnere.

Den 72-årige prins er far til prins William og prins Harry, som han fik med prinsesse Diana. De blev gift i 1981, da prinsesse Diana var 20 år, og han selv var 32 år.

Parret levede i et turbulent ægteskab og blev separeret i 1992 og officielt skilt i 1996.

Prins Charles har siden 1970’erne ofte været kædet sammen med sin nuværende hustru, hertuginde Camilla.

De stod officielt sammen som par i 1999 og giftede sig i 2005.

Prins Charles er bedstefar til fire børnebørn: prins George, prinsesse Charlotte, prins Louis og Archie Harrison Mountbatten-Windsor.

Powered by Labrador CMS