Skip to main content

Verden har fået endnu en prinsesse

Ny prinsesse har sin egen prinsesse, hvorfor der nu er to nye prinsesser i verden.

Delphine de Boel har trods indædt benægtelse  af slægtskabet mødt sin far. Foto: Scanpix

Delphine de Boel har trods indædt benægtelse af slægtskabet mødt sin far. Foto: Scanpix

Prinsesse Delphine de Saxe-Cobourg er nyeste skud på verdens royale stammer. Hun blev tidligere officielt – retsligt – accepteret som prinsesse, fordi hun er resultatet af den tidligere belgiske konge Alberts sidespring.

Faktisk er hun dog ikke alene om den nyfundne royale status. Hendes gener er nemlig viderebragt til datteren Josephine. Den 17-årige pige kan nu officielt kalde sig Josephine af Belgien. Ifølge Daily Mail er hun lidt af en filantrop.

For eksempel har den europæiske teenageprinsesse for nylig klippet håret af og doneret lokkerne til en kræft-organisation.

Prinsesse Josephine bor med moderen i Bruxelles, der for tiden er hårdt ramt af coronavirus – som resten af Belgien i øvrigt. Her bruger hun sin tid på at dyrke sin store passion for at fotografere, og på sociale medier kan man følge med i adskillige kulturelle oplevelser, den nye prinsesse får sig.

Hun har desuden en 12-årig bror, der nu altså er prins.

Sidespringet

I oktober skiftede den belgiske kunstner Delphine Boël navn til Delphine de Saxe-Cobourg. Hun er officielt anerkendt som belgisk prinsesse. Det sker efter en langstrakt affære, hvor den 52-årige kvinde har anlagt sag mod Belgiens tidligere konge Albert II.

Hun var overbevist om, at hun var hans datter. Han benægtede derimod og ville ikke aflevere en DNA-prøve for at få striden afgjort. Med store økonomiske sanktioner blev ekskongen dog tvunget til det.

I begyndelsen af oktober kom resultatet så. Delphine Boël er kongelig. Det har hun ventet mere end et årti på at få rettens ord for. En appeldomstol har bekræftet resultatet af en dna-prøve, sagde advokat Alain Berenboom, som har repræsenteret kong Albert II i sagen, i den forbindelse til belgiske medier.

– Domstolen bekræftede, at kong Albert II er hendes far. Hun vil derfor for fremtiden bære tilnavnet Saxe-Cobourg. Hendes anden anmodning om, at hun bliver behandlet på lige fod med sine brødre og søstre, blev også bevilget, sagde Delphine Boëls advokat Marc Uyttendaele.

Kong Albert abdicerede i 2013.

Del din kommentar