Vild Google-funktion sender dyr ind i stuen

Google har inkorporeret en helt særlig 3D-effekt, så du kan nærstudere omkring 30 forskellige dyr.

Offentliggjort Sidst opdateret

“Hvor stor er en panda egentlig, far?”

(Artiklen fortsætter under videoen)

Du kan godt lige se det for dig, ikke. Knægten spørger dig om noget dyrerelateret, og du er komplet på bar bund. Svaret finder du som så mange andre på en af nettets mange søgemaskiner. Her vil du også kunne læse, at en voksen panda typisk er mellem 1,2 og 1,9 meter lang.

Men forstår barnet så det? Sikkert ikke, og derfor er en forholdsvis ny Google-funktion virkelig smart. Altså, virkelig smart. Hvis du for eksempel søger på netop “panda”, vil du på din smartphone få præsenteret muligheden for at se en 3D-version af dyret.

Det bliver dog ikke ved det, for faktisk kan du lokke bæstet frem i din egen stue, og så kan ungerne da virkelig få at se, hvor stort sådan et dyr ville være hjemme på divanen. I galleriet over artiklen kan du se, hvordan det faktisk virker.

30 dyr

Umiddelbart er det lidt uklart, hvornår denne funktion faktisk blev udrullet. Newsbreak.dk blev først bekendt med den i midten af januar. Her forklarer Googles kommunikationsdirektør på Twitter, at der findes omkring 30 dyr, og funktionen bør virke på både iPhone og Android-baserede telefoner.

Ifølge teknologimediet The Verge blev dyre-modulet allerede præsenteret i midten af 2019. Det skete på en udvikler-konference i maj. Siden da har funktionen angivelig været til stede.

Google har tidligere udviklet en funktion med dyrelyde, hvor man med specifikke søgninger kunne få præsenteret dyrelyde. Lyde er der også med de omtrent 30 dyr, du nu kan se hjemme i stuen. Klik dig gennem galleriet og se, hvordan det virker.

Powered by Labrador CMS