Skip to main content

Vild med dans chok: To mænd skal danse sammen

Veterandanseren Silas Holst skal danse med skuespilleren Jakob Fauerby i efterårets "Vild med dans".

Silas Holst vender tilbage til Vild med Dans. Foto: Scanpix.
Silas Holst vender tilbage til Vild med Dans. Foto: Scanpix.
Den anden halvdel af det mandlige par i årets Vild med dans er Jakob Fauerby, som jo skal danse med Silas Holst. Foto: Andersfau/Wikimedia Commons.
Den anden halvdel af det mandlige par i årets Vild med dans er Jakob Fauerby, som jo skal danse med Silas Holst. Foto: Andersfau/Wikimedia Commons.

For første gang vil to mænd danse sammen, når TV2-programmet “Vild med dans” løber over skærmen til efteråret.

Det skriver Ekstra Bladet.

Det sker, når veterandanseren Silas Holst skal danse med skuespilleren Jakob Fauerby.

Underholdningsredaktør for TV2 Thomas Richardt Strøbech bekræfter nyheden om et dansepar af samme køn.

– På TV 2 har vi længe været åbne for at se to personer af samme køn danse sammen. I år har der været et ønske fra en af de medvirkende om at danse med én af samme køn, og det har vi valgt at imødekomme, siger han til TV2.

På anmodning fra Jakob

Det er Jakob Fauerby, der er gift med en mand, som har ønsket at få en mandlig dansepartner.

– Vi lever i et land, hvor der er mange former for par. To mænd kan sagtens danse sammen. Det kan to kvinder også, og jeg har lyst til at vise Danmark, at det både kan være fedt og sjovt – og måske ligefrem også smukt, siger Jakob Fauerby til TV 2.

Det er første gang i det danske programs historie, at to mænd danser sammen, mens det i udlandet har været set før.

Det skete første gang i Israel i 2010, da den kvindelige sportsvært Gili Shem Tov dansede med en kvindelig professionel danser.

Silas har før danset med mænd

Silas Holst er ikke helt uerfaren i at danse med en af samme køn.

Han har to gange vundet en verdensmesterskabstitel i latindans med en mandlig dansepartner.

Silas Holst har holdt en pause på fem år fra “Vild med dans”. Han har tidligere vundet programmet to gange.

Ifølge Silas Holst har det ikke været et krav for ham, at han skulle danse med en mand, for at han ville vende tilbage til programmet.

Til efteråret bliver det 16. gang, at “Vild med dans” bliver sendt.

Ud over Jakob Fauerby er det også afsløret, at bokser Mikkel Kessler og bordtennisspiller Michael Maze skal deltage i den kommende sæson.

Del din kommentar