Vild med dans-drama: Flækkede øjenbryn

Det var i sidste øjeblik, at Karina Frimodt besluttede, hun kunne gå på gulvet med skuespiller Janus Bakrawi.

Udgivet Opdateret

Årets “Vild med dans” blev skudt i gang fredag aften med et storstilet åbningsnummer. Men en af de professionelle dansere manglede på gulvet.

Få dage før premieren på “Vild med dans” stødte Karina Frimodt hovedet sammen med kollegaen Silas Holst, som hun spiller sammen med i musicalopsætningen af “Dirty Dancing”.

Hun flækkede en del af sit højre øjenlåg, som efterfølgende måtte sys sammen med tre sting på skadestuen.

Artiklen fortsætter under videoen

Lægerne mistænkte også, at hun muligvis havde pådraget sig en hjernerystelse i sammenstødet, og derfor havde Karina Frimodt besluttet at sidde over i åbningsnummeret.

Faktisk var det først torsdag, at hun besluttede sig for overhovedet at kunne gennemføre fredagens premiereprogram med skuespilleren Janus Bakrawi, som hun danser med i år.

– Det har været en hård uge. Jeg besluttede at få mere ro på, så jeg kunne gennemføre wienervalsen sammen med Janus, siger Karina Frimodt.

– Det går fint nok nu, og vi kom fint igennem dansen, synes jeg. Janus’ fodarbejde blev kommenteret, så det var dejligt.

Dommerkvintetten bestående af Anne Laxholm, Jens Werner, Marianne Eihilt, Nikolaj Hübbe og Britt Bendixen kvitterede med 11 point til parret.

Janus Bakrawi var meget mærket af nerver. Han og Karina Frimodt har nemlig ikke danset særlig meget sammen op til premieren.

Stand-in

For at holde hovedet i ro havde Karina Frimodt nemlig hyret en stand-in til træningen – og vedkommende stod også klar i kulissen, hvis Karina Frimodt måtte trække sig grundet skaden.

– Jeg prøvede at bevare roen, men det var forvirrende. De er jo professionelle dansere og vildt dygtige, men de danser bare forskelligt, og det kunne jeg godt mærke. Så det var dejligt, at Karina var klar alligevel, lyder det fra Janus Bakrawi.

Ingen ryger ud i premiereprogrammet, så pointene fra denne uge bliver lagt sammen med næste uges point, som afgør, hvilket par der må forlade “Vild med dans” som det første.

Næste fredag skal Janus Bakrawi og Karina Frimodt ud i en pasodoble.

Det kan ses på TV2 fra klokken 20.00.

Powered by Labrador CMS