Vinterberg på vej med dansk tv-serie

Thomas Vinterberg har fået en Oscar, men søger ikke mod udlandet. Han skriver serie om danske flygtninge

Thomas Vinterberg har ingen stjernenykker eller planer om store projekter. Nu kaster han sig over en dansk Tv-serie. Foto: Chris Pizzello/Pool via REUTERS
Udgivet Opdateret

Han har netop modtaget den fornemme filmpris Oscar for sin film “Druk”, og selv om det medfører både stor hæder og tilbud om film, har Thomas Vinterberg ingen planer om at bruge mere tid i udlandet.

– Jeg har fået tilbud, som var meget flotte tilbud, men jeg har også sagt pænt nej til dem, fordi jeg hellere vil lave mit eget lige nu.

– Om der kommer noget, jeg ikke kan sige nej til, ved jeg ikke, siger han.

Instruktøren har allerede et nyt projekt på vej, som han er meget begejstret for. Det er en tv-serie, som han skriver med manuskriptforfatter Bo Hr. Hansen, som han også skrev sin afgangsfilm med i sin tid.

En serie på dansk der skal optages i Danmark.

Fraskilte familier

Serien, der i øjeblikket har titlen “Familier som vores”, er et tankeeksperiment, fortæller Thomas Vinterberg.

Om hvad der ville ske i familier rundt om i Danmark, hvis hele landet over nogle år skulle evakueres.

– Det er ikke en katastrofefilm på nogen måde. Det er en serie om, hvad der ville ske med vores relationer i Danmark, hvis det var vores tur til at være flygtninge i verden.

– Hvad vil der ske i de fraskilte familier, hvor den ene part har råd til at bosætte sig et godt sted, og den anden bliver nødt til at tage med det offentlige til Østeuropa? Hvad sker der med skilsmissebørnene i den situation?

– Hvad er det, vi forlader? Hvad er det, vi elsker i vores land? Hvad er det, vi mister, hvis vi mister vores land?

Det skal munde ud i en tv-serie til TV2, men der går tid, før den ruller over skærmen. Thomas Vinterberg og Bo Hr. Hansen er stadig ved at skrive serien.

– Vi er midt i det, jeg vil kalde en stor skrivebyrde, og vi kommer nok til at skulle skrive i et lille års tid endnu, siger han.

Kreativ selvtillid

Serien handler ifølge instruktøren selv om at sige farvel til det, man elsker. Han skriver den, fordi han er meget optaget af idéen.

– Det er, ligesom hvis man bliver forelsket, og der sker en kemisk reaktion i hovedet, som gør, at man ikke kan støde det fra sig, som holder en vågen og natten, og hvor man ikke kan lade være med at være nysgerrig på det.

– Det er sådan set uagtet, om det er en lillebitte historie hjemme i Danmark, eller om det er et stort skrummel fra et andet land.

På spørgsmålet om, hvad Thomas Vinterberg vil bruge den store internationale opmærksomhed, han har fået med flere Oscarnomineringer og en Oscar-statuette for filmen “Druk”, svarer han:

– Det er en form for kreativ selvtillid, der kan komme ud af det. De åbnede døre var egentligt ret åbne for mig i forvejen.

Powered by Labrador CMS