Vlado er Danmarks mest kendte betjent

Onsdag løb første afsnit af 18. sæson af Kanal 5s populære Politijagt over skærmen.

Og med det afsnit endnu et gensyn med Vlado Lentz fra Midt- og Vestsjællands Politis færdselsafdeling.

– Det havde jeg ikke forestillet mig. Jeg troede det ville vare et par måneder,  siger Vlado Lentz til Kendte, og fortæller, at sæson nummer 20 er optaget – hvilket altså betyder 10 år i kameraets søgelys.

At Vlados ansigt er kendt – og for en stor dels vedkommende – også elsket, fremgår ikke blot af programmet. Han har måttet lægge den private uniform på hylden, for ude i virkeligheden bliver han både kendt og genkendt.

– Jeg er nok mere eksponeret end den almindelige politimand, siger han.

Positive tilkendegivelser

At han nu bliver genkendt på gaden, generer ham ikke. Tværtimod. Det er nemlig stort set kun positive tilkendegivelser, han får – og mange af dem fra børn, som også ser programmet uge efter uge. Noget, der både overrasker og glæder Vlado.

– Forældrene fortæller, at børnene siger: “Du skal have sele på, inden du kører. Det siger Vlado”, fortæller færdselsbetjenten med let skjult humor i stemmen og udtrykker samtidig glæde over at kan være med til at præge børnenes trafikånd, som han håber følger med op i voksenårene.

– For jeg ser konsekvenserne af det. Det er noget, der ligger mig nært. Min erfaring siger mig, at alle uheld kunne være undgået, siger han videre og hentyder til, at i alle uheld og ulykker er den menneskelige faktor involveret.

33 år i uniform

Vlado Lentz har været betjent i 33 år – de knap 30 i færdselspolitiet. Et job, der passer som fod i motorcykelstøvle til den 58-årige Vlado, der oprindelig stammer fra Jugoslavien – den del, der nu hedder Kroatien.

– Jeg dur ikke til at sidde på et kontor. Jeg skal være på gaden og møde mennesker, siger han om sit valg.

Det er også ‘på gaden’, hvor man ser det hele. Fra den hjemløse til de kongelige.

– Så får man lidt af historien bagved mennesket. Man kan nogle gange godt tage fejl, det er ikke altid, førstehåndsindtrykket er det rigtige, siger Vlado om møderne med mennesker fra alle samfundets lag.

Positivt – også på vejene

Når Vlado er på føromtalte gade – enten i patruljevognen eller på sin motorcykel – bliver han også genkendt. Og ikke kun af hr. og fru Danmark, der sidder i sofaen og følger med i livet på landevejene – også børn, pensionister og de (måske tidligere) kriminelle, der bliver stoppet, hilser pænt på ham.

– De ser åbenbart også Politijagt i fængslerne, griner Vlado.

For det meste er de, der bliver stoppet også positive over for, at det er Vlado fra Politijagt, der beder om at se kørekortet. Det er dog få gange sket, at der har været dårlige vibrationer i luften.

– Jeg tror, det er uniformen og ikke mig, siger Vlado.

Én mand med kamera

Tre til fire gange om måneden bliver Vlado fulgt på jobbet. Én person med et kamera kører med, når Vlado kører i bil – er han på motorcykel, følger kameramanden med i bil. Derudover er der placeret flere kameraer på politiets køretøjer.

Den kameramand følger Vlados dagligdag – intet er aftalt på forhånd. Det, der ses på TV er altså det, der sker i virkeligheden. En virkelighed, som de fleste stoppede trafikanter ikke har noget mod at dele – omend de ofte er sløret. Hvis ikke, nogle få bliver endda aggressive, så bliver kameraet slukket og så er den ikke længere.

– Det kan også være, hvis det er nogle, som vi alle kender, siger Vlado, sandsynligvis med et blink i øjet.

Det generer ikke Vlado, at han har en kameramand med på job engang imellem – han er på det nærmeste blevet usynlig. Så meget, at Vlado et par gange har været ved at køre uden at få ham med.

Når optagelserne er i kassen er det op til redaktionen, hvad der skal vises i programmet.

Med fra starten

Vlado, som endda har fangrupper på Facebook, har ikke umiddelbart et bud på, hvorfor netop han er blevet en smule mere kendt end programmets andre betjente.

Han har dog et forsigtigt bud: Han har været med fra starten.

– Så der er jo en vis genkendelighed, siger han.

Om sit arbejde i marken fortæller han, at han på alle måder forsøger at virke professionel; at alle får lige behandling, og han optræder høfligt – også selv om folk har kørt som vanvittige.

– Men jeg kan da også blive forarget. Så kan man nok også høre det på min stemme. Der er jo et menneske bag, som måske ikke tænker over konsekvensen. Men jeg ser de situationer, hvor det går galt. Det er ikke sjovt at skulle underrette pårørende om, at de har mistet en. Det er en kæmpe tragedie, der kunne være undgået, siger Vlado.

Nyfunden kristendom

Som ung og barn i Jugoslavien var kristendommen – katolicismen – en del af dagligdagen. Noget, han dog lagde på hylden indtil 2011, hvor han igen blev praktiserende kristen. Denne gang i en frikirke under Pinsebevægelsen.

Gangen i kirken og livet som kristen er noget, Vlado kan bruge i både sin dagligdag og i sit virke som færdselsbetjent.

I dagligdagen er det noget, han oplever, når han er sammen med sin familie, som han har fået et nyt syn på.

– Man skal investere tid til hinanden. Ellers smuldrer det. Og så får man noget igen. Man skal være der for hinanden og ikke for sig selv, som han udtrykker det.

På den måde mener Vlado, der kan laves en direkte kobling til virket på landevejene.

Her har han fået en større forståelse for de forskellige årsager, der har gjort folk til det, de er. At de nogle gange er kommet i uføre på grund af tvungne omstændigheder – og endt på et skråplan, der er blevet værre og værre.

– Det får mig til at se mennesket bag og ikke dømme det, men deres handlinger, forklarer han om trafiksynderne og de andre kriminelle, der krydser hans vej.

Vlado får ingen løn – udover den, han tjener som politimand – for at medvirke i Politijagt.