Stor dag for prinsesse Isabella

Prinsesse Isabella fylder mandag 18 år. De seneste dage er hun blevet fejret i både Aarhus og København

Offentliggjort Sidst opdateret

KORT RESUME: Prinsesse Isabella træder ind i voksenlivet

Prinsesse Isabella fejres i anledning af sin 18-års fødselsdag, hvilket markerer en vigtig overgang i hendes liv.

Med sin nye myndighed vil pressen sandsynligvis fokusere mere på hendes privatliv og rolle i tronfølgen.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Kameralinserne har den seneste tid været rettet mod prinsesse Isabella, der op til sin 18-års fødselsdag mandag er blevet fejret ved arrangementer i både København og Aarhus.

Som prinsesse har hun nok allerede vænnet sig til opmærksomheden, men fordi hun mandag bliver myndig, vil pressen formentlig begynde at komme tættere på hendes privatliv.

Det vurderer Lars Hovbakke Sørensen, der er historiker med særligt kendskab til kongehuset.

- Der vil være friere rammer for de medier, der dækker kongehuset på en måde, hvor de interesserer sig for deres privatliv, og for hvad de foretager sig, hvis de eksempelvis skal til fester, siger han.

- Den del af pressen vil ikke i samme grad synes, at de (unge kongelige, red.) er fredet, siger han.

- Det gør, at hun skal tænke mere over, hvad hun foretager sig som ung kongelig. Især i en tid, hvor alle har en mobil på sig og kan tage et billede af hende når som helst.

Uofficiel aftale

Historikeren fortæller, at der er en uofficiel aftale mellem pressen og kongehuset, hvor man forsøger at beskytte de kongelige børn, indtil de er 18 år.

Prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag vil også betyde, at hun på papiret kan komme til at arve tronen.

Det skyldes, at hun er nummer to i tronfølgen - lige efter kronprins Christian.

- Hun vil jo sandsynligvis ikke blive regerende dronning, men det kan man jo aldrig vide. Vi ved jo ikke, om kronprins Christian får børn, men hvis ikke, så vil arvefølgen jo gå videre til hende.

- Derfor er fødselsdagen jo en vigtig overgang, når det drejer sig om en, der er så højt oppe i tronfølgen, som hun er, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Prinsesse Isabella fylder mandag 18 år. De seneste dage er hun blevet fejret ved arrangementer i både Aarhus og København. (Arkivfoto).

Kan også blive Rigsforstander

Derudover kan hun fremover også blive udnævnt som rigsforstander, som er en rolle, hvor man skal varetage kong Frederiks forpligtelser som statsoverhoved, hvis kongen er forhindret. 

Det kunne være i forbindelse med et ophold i udlandet.

Prinsesse Isabella bliver dog en del af en større gruppe af potentielle rigsforstandere, som ud over kronprins Christian også tæller dronning Margrethe, dronning Mary og prins Joachim.

Powered by Labrador CMS