Superstjerne sikrer mobilfrie koncerter

Det skal være slut med selfies til koncerter. Flere musikere, heriblandt Alicia Keys, er begyndt at låse publikums telefoner inde i hylstre.

Alicia Keys har forbudt mobiler under sine koncerter. Foto: STEVE MARCUS/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Verdenspressen var hurtig til at bringe nyheden om, at den britiske sangerinde Adele havde bedt sit publikum om at lægge deres telefoner og kameraer fra sig, mens hun gav koncert. På den måde kunne koncertgængerne bedre fokusere på at være til stede i nuet, mente “Hello”-kunstneren.

Adele er dog langt fra den eneste musiker, der har fået nok af, at publikum har travlt med både at filme og tage selfies, mens koncerten er i gang.

Ifølge det amerikanske medie The Washington Post har sangeren Alicia Keys forbudt mobiler under sine koncerter. Den 35-årige “No One”-musiker har nemlig skabt mobilfrie zoner under sine seneste optrædener, hvor tilskuerne ved indgangen bliver bedt om at lægge deres telefoner i et hylster, som låser, så snart man træder ind i de områder, hvor mobiler ikke er velkommen.

Alicia Keys manager, dj Walton, forklarer til The Washington Post, at de mobilløse koncerter også har flere fordele for sangerinden, der har planer om at optræde med nogle af sine spritnye numre.

– Vi vil ikke have, at omverden hører de nye numre for første gang gennem en MP3-fil, som nogle har optaget på deres telefon, siger dj Walton ifølge The Washington Post og fortsætter:

– Vi har en stor scene, og du kigger på den gennem en telefonskærm. Vi ønsker, at folk skal komme og glemme deres telefoner et øjeblik.

Såfremt koncertgængerne pludselig skal bruge deres telefoner, bliver man nødt til at forlade zonen, hvorefter hylsteret igen åbner sig.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS