Anders Matthesen vinder fornem litteraturpris

lørdag d. 20. maj 2017 kl: 15. 00 Af: Ritzau Fokus
Anders Matthesen Blixenprisen
Anders Matthesen debuterede som forfatter i 2016. Pressefoto.

Den danske komikerstjerne er blevet hædret med Blixenprisen for årets lydbog for "Ternet Ninja".


Komikerkongen Anders Matthesen er kendt som standupstjerne, manuskriptforfatter og skuespiller, men i efteråret 2016 indtog han en helt ny rolle.

Her debuterede den 41-årige komiker som forfatter med børne,- og ungdomsbogen “Ternet Ninja”, hvor hans elskede karakterer som Stewart Stardust og Terkel også dukker op i det nye, litterære univers, der tager udgangspunkt i den 13-årige skoledreng Askes liv.

Fredag aften blev den danske bogbranche fejret med uddelingen af Blixenprisen, som Dansk Forfatterforening og Danske skønlitterære forfattere har indstiftet, og her blev “Ternet Ninja” hædret med prisen for bedste lydbog.

“En sikker førsteplads”

Det er en enig jury, der kalder valget af Anders Matthesen “en sikker førsteplads”, skriver Blixenprisen i en pressemeddelelse.

– En lydbogpris skal ikke kun gives til årets bedste bog. Der sker noget med teksten, når den bliver læst op; den kan blive til en anden, lyder de rosende ord.

Anders Matthesen-hit vender tilbage i helt ny udgave

– Hans (Anders Matthesen, red.) toneleje, sikkerhed og lune giver os lyst til hele tiden at høre mere. Det er helt tydeligt, at manden er hjemme i sit eget stof, når det gælder antydninger, betoninger, overdrivelser, følelser og stemninger.

Blandt aftenens øvrige vindere var blandt andre DR-korrespondenten Matilde Kimer, der vandt for bedste faglitterære udgivelse med “Krigen indeni”, og Iben Mondrup, der løb med titlen som årets skønlitterære udgivelse for romanen “Karensminde”.

Anders Matthesen filmer i fængslet: -Det er virkelig trist!

Anders Matthesens liv gennem de seneste fire år kan i øjeblikket ses i dokumentarfilmen “Den anden side”, som stadig vises i biograferne.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu