Ritt Bjerregaards kønskamp viste sig lige til det sidste - onsdag blev hendes kiste båret ud af Nordre Kapel på Vestre Kirkegård af seks kvinder
– Jeg vil huske hende som en, der gav mig tæsk. Ritt bankede mig jo, da vi stillede op i imod hinanden som overborgmesterkandidater i 2005, fortalte Søren Pind, 53.Kenth G. Madsen
- Du blev den største, tog din opgave på dig og gjorde den forskel, som du havde drømt om.
Sådan siger forfatter og nær veninde Hanne-Vibeke Holst i sin tale i Vestre Kirkegårds Nordre Kapel ved Ritt Bjerregaards begravelse.
En tale, som blev brugt til at vise forfatterens beundring af Ritt Bjerregaard som menneske. Og særligt beundringen for det opgør med kønsroller og klasser, som den tidligere minister, overborgmester og EU-kommissær tog i sit liv.
Annonce
- Du indså, at det med køn ikke bare blev lagt ud som snubletråd for dig. Klassekamp var kvindekamp, siger Hanne-Vibeke Holst.
- Det kom til at koste dig, for du blev aldrig den første kvindelige statsminister. Du blev for meget af en kvinde at være.
Lod sig aldrig ryste
Og ifølge Mette Frederiksen (S) troede Bjerregaard på sin kamp. Statsministeren kalder hende et menneske, som aldrig lod sig ryste i modvind.
- Hun troede på, at i morgen kan blive bedre end i går. Fordi hun troede på at forandring var muligt, siger Mette Frederiksen.
Enormt velkvalificeret
Blandt de mange fremmødte var også tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der kom med en stor buket røde roser.
– Intet mindre end røde roser kan gøre det. Det kom jeg også med til Anker Jørgensens begravelse, sagde han og fortsatte:
– Hun bidrog til at vi gjorde os umage. Det er, hvad der skal stå om hende. Hun var enormt velkvalificeret til det politiske arbejde, lød det fra ham.
Båret ud af kvinder
Hendes opgør med kønsroller fik lov at leve til det sidste.
Det var nemlig seks kvinder, som bar kisten ud af kapellet. En af dem var Bjerregaards nære veninde, musikeren Anne Linnet, som også sang i kirken.
Da kisten kom uden for, tog seks andre kvinder over. Heriblandt Hanne-Vibeke Holst.
Ritt Bjerregaards 89-årige mand, Søren Mørch, deltog ikke i begravelsen. Han sendte sine hilsner, men havde ikke kræfter til at deltage. De to blev gift i 1966.