Sagsøgt for nyt sex-overgreb
Kvinde påstår Bill Cosby bedøvede og voldtog hende
Den tidligere Playboy-model Victoria Valentino sagsøger nu Bill Cosby for et sex-overgreb mod hende, hun påstår fandt sted tilbage i 1969.
Det skriver TMZ, der har haft lejlighed til at se retsdokumenter i sagen.
Bedøvet med piller
Af disse fremgår det, at Victoria Valentino og en veninde mødte Bill Cosby på en restaurant i Los Angeles i en periode, hvor hun var i dyb sorg efter at have mistet sin 6-årige søn.
Hun hævder, at Bill Cosby gav dem nogle piller, han påstod ville få hende til at føle sig bedre tilpas, men som i stedet bedøvede dem.
Hjælpeløse på hans kontor
Desuden, at han tilbød at køre dem hjem, men at de i stedet endte hjælpeløse på hans kontor, hvor han voldtog hende.
En repræsentant for Bill Cosby siger til TMZ, at han vil råde medierne til at være forsigtige med at tro på Victoria Valentinos forklaring, som hun i følge ham allerede har lavet om på adskillige gange.