Bille August skal lave portrætfilm om Versace

Danskeren skal instruere Antonio Banderas i rollen som den verdensberømte italienske modeskaber.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bille August. Foto: Facebook.

Bille August. Foto: Facebook.

Den danske filminstruktør Bille August skal på ny prøve kræfter med en international spillefilm.

Denne gang går rejsen til Italien, hvor der skal laves en engelsksproget film over modeskaberen Gianni Versaces liv, skriver Variety, det amerikanske brancheblad for underholdningsindustrien.

“Versace”, som filmen kommer til at hedde, får spanieren Antonio Banderas i hovedrollen.

Filmen fortæller om Gianni Versaces tur mod stjernerne på den internationale modehimmel, efter at han brød igennem i 1970’erne og frem til hans død i 1997, da han blev skudt og dræbt i sit hjem i Miami.

– Det vil være en film i stil med “Walk the Line” (om Johnny Cash, red.). Den vil portrættere et geni, som kæmper imod sine egne dæmoner, og det vil være en opløftende og bevægende film frem for en mørk og tragisk, siger filmens co-producer Jesper Morthorst til Variety.

Jesper Morthorst var også producer på Bille Augusts seneste film, “Stille Hjerte”, med blandt andre Ghita Nørby og Morten Grunwald på rollelisten.

Optagelser starter i slutningen af året

Filmen kommer til at have et budget på 12 millioner dollar svarende til knap 80 millioner kroner, og optagelserne ventes at begynde i Italien i slutningen af året.

Bille August har lavet flere internationale film i sin lange karriere. Blandt andet har han lavet filmen “Farvel Bafana” om Nelson Mandela og “Åndernes Hus”.

Mest kendt blev han dog for “Pelle Erobreren”, som han vandt en Oscar for.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS